En katastrofe for 252 millioner år siden: den største masseuddøen i jordens historie
For 252 millioner år siden stod livet på vores planet på randen af total udslettelse. Forskere har nu læst katastrofens scenarie ud af gamle klipper – og det minder uhyggeligt meget om, hvad vi selv gør ved klimaet i dag.
På geologisk set et øjeblik uddøde omkring 90 procent af alle arter. Havene blev tømt, og landmasserne forvandlede sig til næsten livløse ødemarker. Nye undersøgelser viser, at regnskovenes pludselige kollaps spillede en afgørende rolle – det forstyrrrede kulstofomsætningen på hele planeten og blokerede for enhver mulighed for hurtigt at bremse opvarmningen.
Geologer kalder denne begivenhed for den perm-triassiske masseuddøen. Det skete ved grænsen mellem to perioder i jordens historie, og omfanget af ødelæggelserne var uden fortilfælde: næsten ni ud af ti arter forsvandt, både i oceanerne og på landjorden.
Hvad forskerne aflæste i de gamle klipper
Det har længe været kendt, at årsagen var en voldsom temperaturstigning udløst af gigantisk vulkansk aktivitet i det område, der i dag er Sibirien. Ufattelige mængder kuldioxid og andre drivhusgasser strømmede ud i atmosfæren. Det overraskende var noget andet: den ekstreme opvarmning varede ikke titusinder, men omkring fem millioner år. Det var, som om jordens klima var låst fast i en slags super-drivhuseffekt.
De nyeste analyser peger på, at nøglen til dette mysterium var kollapset af de ældgamle tropiske regnskove. Da de forsvandt, mistede Jorden sin vigtigste naturlige mekanisme til at trække overskydende kuldioxid ud af luften.
Et internationalt hold af geologer og palæontologer – ledet af forskere fra universitetet i Leeds og det kinesiske geologiske universitet i Wuhan – analyserede hundredvis af sedimentprøver og fossiler. Billedet, der tegnede sig, var en planet, der havde krydset en kritisk tærskel, hvorefter opvarmningen begyndte at forstærke sig selv.
De centrale data kom fra områder, hvor rester af ældgamle planter var bevaret i klipperne: pollen, sporer, bladfragmenter og træ. Nogle af udgravningsstederne ligger i svært tilgængelige egne af Kina – visse steder kan man kun nå frem til hest eller med båd. På dette grundlag rekonstruerede forskerne den såkaldte planteproduktivitet, altså hvor intensivt datidens planter bandt kulstof gennem fotosyntese.
Hvad sker der, når skovene holder op med at redde klimaet
Resultaterne viste et tydeligt mønster. I takt med den intensive vulkanske aktivitet og den voldsomme opvarmning begyndte de tropiske regnskove at kollapse. Mange arter, der var typiske for dette klima – som talrige træagtige bregner – forsvandt næsten fuldstændigt fra den fossile optegnelse.
Det var ikke blot en almindelig ændring i artssammensætningen. Forskerne beskriver et reelt sammenbrud af hele skovsystemet. De vidtstrakte, tætte skove, der i millioner af år havde fungeret som en enorm kulstofpumpe og absorberet kuldioxid fra luften og lagret det i biomasse og jord, forsvandt.
I dag lagrer skove en betydelig del af det kulstof, der ellers ville cirkulere i atmosfæren som drivhusgas. Hvert fældet træ, hver afbrændt eller udtørret skov betyder, at dette kulstof frigives igen. Palæoklimatologer viser nu, at en lignende proces fandt sted i perm-perioden – blot i langt større målestok.
Da de ældgamle tropiske regnskove kollapsede, holdt kuldioxid op med at blive effektivt fjernet fra atmosfæren. Samtidig pumpede vulkanerne konstant nye portioner drivhusgasser ud. Regnskabet blev katastrofalt: kuldioxidniveauet forblev højt i millioner af år, og klimaet sad fast i en tilstand af super-drivhuseffekt.
Uden stabile tropiske regnskove mister kulstofomsætningen sin balance. Planeten opvarmes hurtigere, end de øvrige naturlige processer kan kompensere for.
Forskerne påpeger, at det i en sådan situation ikke er tilstrækkeligt blot at "dreje hanen" for udledningerne. Når skovene først er brudt sammen, mangler den naturlige bremse, der kunne tvinge koncentrationen af drivhusgasser ned inden for en rimelig tidshorisont.
Det punkt, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage
På baggrund af de indsamlede data kombinerede forskerne den geologiske optegnelse med klimamodeller. Resultatet var et billede af en planet, der havde krydset et såkaldt kritisk vippepunkt. Når opvarmningen når et vist niveau, holder de tropiske regnskove op med at klare sig: de brænder hyppigere, tørrer ud, bliver syge og falder til sidst fra hinanden i spredte fragmenter. På et tidspunkt forsvinder de som sammenhængende økosystem.
Det er præcis dette stadie, der viser sig at være særligt farligt. Når det er overskredet, begynder processen at drive sig selv fremad. Færre skove betyder mindre optagelse af kuldioxid, hvilket fører til yderligere temperaturstigninger, flere skovbrande og endnu større tab af vegetation. Et onde cirkel opstår.
Studierne af den perm-triassiske masseuddøen antyder, at klimaet efter regnskovenes kollaps lagde sig ind på et nyt spor, som det var svært at forlade i millioner af år. Planeten havde brug for en hel geologisk epoke for langsomt at vende tilbage til mere tålelige forhold.
En bitter lære til vores egen tid
Forskernes udtalelser er stærkt bekymrende. De understreger, at nutidens skove i Amazonas, i Sydøstasien og i det centrale Afrika udfylder præcis den samme funktion som de ældgamle skove for 252 millioner år siden. Det eneste, der er anderledes, er tempoet – i stedet for vulkaner har vi afbrænding af fossile brændstoffer og massiv skovrydning.
Hvis de nuværende tropiske regnskove kollapser som reaktion på hurtig opvarmning og skovrydning, vender klimaet måske aldrig tilbage til de stabile forhold, vi kender – selv hvis menneskeheden opnår nettoulledninger på nul.
Forskerne advarer om, at vi i et ekstremt scenarie kunne sætte en proces i gang, der ligner den fra for millioner af år siden. Drivhusgasserne ville holde op med gradvist at falde, og deres høje koncentration ville opretholdes i meget lang tid, drevet af ændringer i økosystemer, oceaner og jord. For en civilisation, der bygger infrastruktur ved havkyster og er afhængig af landbrug og drikkevand, ville det betyde en serie af kriser, der er svære at håndtere.
Hvad skovene fra fortiden lærer os
Den perm-triassiske masseuddøen er ikke blot en geologisk kuriositet. Det er en reel advarsel om, at jordens klimasystem pludseligt kan skifte driftstilstand, når vi overskrider bestemte tærskler. I en sådan situation er symbolske emissionsreduktioner ikke nok – det handler om at forhindre tabet af nøgleelementer i hele systemet.
Nutidens tropiske regnskove hører til disse nøgleelementer. Forskere har gentagne gange fremhævet, at ved at beskytte dem vinder vi meget mere end "bare" biodiversitet eller ilt. Det handler om en klimastabiliserende funktion i planetær målestok.
- Optager enorme mængder kuldioxid fra atmosfæren
- Opretholder fugtige luftmasser og regulerer nedbørsmønstre
- Køler jordens overflade gennem fordampning
- Stabiliserer jordbunden og begrænser erosion
- Giver levesteder til millioner af arter, der udgør komplekse fødenet
Når dette system begynder at falde fra hinanden, holder hver eneste af disse mekanismer op med at fungere ordentligt. På kort sigt ses det som hyppigere tørker, oversvømmelser og hedebølger. På længere sigt som en forskydning af hele klimazoner.
Hvad dette betyder for os
Det er vigtigt at skelne klart mellem to begreber. Udledninger er mængden af drivhusgasser, vi sender ud i atmosfæren. Kulstofkredsløbet er den måde, hvorpå Jorden optager og behandler dem. At reducere udledninger er nødvendigt, men uden et velfungerende kulstofkredsløb er reduktion alene måske ikke nok til hurtigt at stoppe opvarmningen.
Studierne af den perm-triassiske masseuddøen viser, at ødelæggelsen af centrale økosystemer – i dette tilfælde de tropiske regnskove – kan skade kulstofkredsløbet varigt. Da vil selv en ambitiøs klimapolitik miste sin fulde effektivitet, fordi planetens naturlige "klimaanlæg" simpelthen ikke kan følge med.
Derfor bør debatten om klimaets fremtid ikke udelukkende handle om energi og transport. Følgende områder spiller en ligeså vigtig rolle:
| Indsatsområde | Klimatisk betydning |
|---|---|
| Beskyttelse af tropiske regnskove | Forebygger tabet af den primære optager af kuldioxid |
| Genopretning af degraderede skove | Genopretter naturlige kulstoflagre i jord og biomasse |
| Begrænsning af skovrydning til landbrug | Bremser overdreven frigivelse af kulstof fra jord og biomasse |
| Beskyttelse af jord og tørvemoser | Holder kulstof "lukket inde" i hundrede- eller tusindvis af år |
Den perm-triassiske masseuddøen viser også, hvor forskelligt forskellige grupper af organismer oplevede forandringerne. Havdyr reagerede på havforsuring og overophedning af oceanerne, mens landdyr kæmpede med tørke, tab af levesteder og hedebølger. Nutidens undersøgelser af koraller, skove og arktisk tundra antyder, at forandringerne heller ikke denne gang vil fordele sig jævnt – nogle økosystemer vil komme i klemme langt tidligere end andre.
Optegnelserne fra for 252 millioner år siden er i virkeligheden en slags rapport fra fremtiden. De viser tydeligt, hvad kombinationen af en brat stigning i kuldioxid og regnskovenes kollaps fører til. De beslutninger, vi træffer i dag om, hvor meget vi rydder, og hvor hurtigt vi reducerer udledningerne, afgør, om vi behandler denne rapport som en advarsel – eller som en vejledning til at gentage den katastrofe i en ny udgave.
