Giganter fra før skovene: mystiske kolosser, der dominerede urtidslandskabet

Livets søjler fra for 400 millioner år siden

Længe før de første skove fandtes på Jorden, ragede lodrette kolosser op over landet – hverken træer eller svampe som vi kender dem. De stod alene i et næsten tomt landskab og udgjorde noget, videnskaben stadig ikke helt kan forklare.

For omkring 400 millioner år siden så planeten radikalt anderledes ud. Ingen træer, ingen græs, ingen buske – kun lave, beskedne planter der mindede om mos. Og alligevel rejste sig mærkelige, op til flere meter høje strukturer over det fugtige land.

Fossiler der har forvirret forskere i 150 år

Siden det 19. århundrede har videnskabsfolk fundet talrige fossiler af disse gådefulde organismer. Ved første øjekast ligner de stumper af træstammer fra en urskov, der aldrig eksisterede. Disse strukturer kunne nå en højde på over 7,5 meter – svarende til en moderne bygning på flere etager.

Endnu mere bemærkelsesværdigt er, at der næsten ingenting voksede omkring disse kolosser. Den tidlige landvegetation var primitiv og lav, så de ensomme "søjler" må på afstand have lignet spredte master på bar, fugtig jord. Allerede de første geologer, der stødte på dem, fornemmede, at de stod over for noget usædvanligt.

Fossilerne viser enorme, cylindriske strukturer med et indre "tværsnit" fyldt med uregelmæssige pletter og bånd, der ikke lader sig tilpasse nogen kendte nulevende organismegrupper.

I en periode mente man, at der var tale om meget gamle nåletræer. Det navn, man gav dem i det 19. århundrede, refererede netop til taks. Med tiden stod det klart, at det var en blindgyde – disse fossiler passer ikke til træer i nogen biologisk meningsfuld forstand.

Hverken træ eller typisk svamp – hvad er så meningen?

I årtier konkurrerede to hovedteorier. Den første hævdede, at disse giganter var en form for enorm landsvamp. Den anden mente, at de tilhørte en helt separat gren af livet, som ikke overlevede til vores tid. De nyeste analyser tipper stadigt mere i retning af det sidstnævnte.

Forskere sammenlignede fossilerne med velbevarede, kendte svampe fra de samme stenlag. Under mikroskopet ses et netværk af tynde rør, der minder om svampemyceliums tråde. Det er præcis dette, der i årevis nærede hypotesen om den "kæmpemæssige svamp". Men forskellene viste sig at være for store til at ignorere.

• "Trådene" inde i kolosserne forgrener sig kaotisk, uden den ordnede struktur der er typisk for svampe.
• Der mangler tydelige strukturer svarende til kendte nulevende plante- eller svampevæv.
• I prøverne fandt man ingen spor af kitin – det stof der opbygger cellevæggene hos de fleste svampe.

Det sidste punkt er særligt bemærkelsesværdigt. I andre svampefossiler fra samme lokalitet lader kitin sig påvise uden problemer. Hvis det mangler i de gigantiske søjler, er der noget, der bestemt ikke er "svampeagtigt" her.

Analyserne tyder på, at vi har at gøre med en organisme, der kun overfladisk ligner en svamp, men som er bygget efter et helt andet biologisk princip.

En tabt gren af livets træ?

Stadig flere specialister overvejer det scenarie, at de mystiske kolosser repræsenterer en livslinje, der er uddød fuldstændigt. Det handler ikke om en enkelt art, men potentielt en hel "orden" eller måske endda et helt "rige" af organismer, der fungerede i millioner af år og derefter forsvandt uden at efterlade nære slægtninge.

Det er en dristig tese, og nogle forskere nærmer sig den med større forsigtighed. Ifølge den mere konservative tilgang kunne giganten have været en svamp i meget løs forstand – en repræsentant for en ekstremt afvigende, nu fuldstændig uddød gren af svampene, så særpræget at den er svær at sammenligne med noget nutidigt.

Begge fortolkninger deler én central tanke: I fortiden fandtes der livsformer på Jorden, der ikke passer bekvemt ind i skolebøgernes skema over planter, dyr og svampe. Disse organismer minder os om, at det vi i dag anser for "normalt", blot er en kortvarig tilstand i planetens lange historie.

Hvordan levede giganten på det næsten tomme land?

Det forbliver et mysterium, hvordan disse kolosser fungerede i datidens økosystem. De fleste forskere er tilbøjelige til at mene, at de spillede en lignende rolle som nutidens svampe ved at nedbryde dødt organisk materiale. De ville da hente energi fra nedbrydning af plante- og mikroorganismeresterne frem for at udføre fotosyntese som planter.

Problemet er, at det daværende plantedække var meget sparsomt. Lave, primitive organismer der mindede om mos dominerede landet, og de større karplanter var kun lige ved at dukke op. Spørgsmålet er: var det nok til at ernære så gigantiske strukturer?

Nogle forskere mistænker, at kolosserne kan have dannet et udbredt netværk af underjordiske strukturer, der "opsamlede" næringsstoffer fra et stort område. En sådan ordning ville øge chancerne for at samle tilstrækkelig energi til at opretholde en så imponerende højde.

En verden uden skove, domineret af én gigant

I denne periode var landmasserne blot i begyndelsen af at blive befolket af flercellede organismer. Skovklædte kontinenter eksisterede endnu ikke, og landskabet var domineret af stenede, fugtige vidder med pletter af lav vegetation. I sådanne omgivelser må de gigantiske, lodrette strukturer have været et markant element i landskabet.

Økosystemmodeller fra den tid forsøger at inkludere disse organismer. Hvis de virkelig nedbrød organisk materiale i stor skala, kan de have påvirket kulstofkredsløbet og jordens kemiske sammensætning. Det ville igen have banet vejen for udbredelsen af de næste plantegrupper, som drog fordel af det langsomt berigede underlag.

Det er muligt, at uden disse mystiske giganter ville udviklingen af de første skove have set helt anderledes ud, og processen med kolonisering af landene af planter ville have været betydeligt forsinket.

På et tidspunkt tog historien en ny drejning. Højere planter kom på scenen, og derefter træerne. De kolosser, der i millioner af år havde raget op over urtidslandskabet, forsvandt. De ses ikke længere i yngre stenlag, og den moderne biosfære afslører ingen spor af deres direkte efterkommere.

Derfor fascinerer disse fossiler stadig videnskaben

Striden om disse organismers natur har stået på i over 150 år, og intet tyder på en hurtig afklaring. Problemet er, at forskerne forsøger at beskrive noget, der ikke har noget godt modstykke i nutidens natur. Værktøjer og kategorier skabt til at studere planter eller svampe er i dette tilfælde sommetider utilstrækkelige.

Kemiske og strukturelle analyser indsnævrer stadigt kataloget over muligheder, men giver ingen entydig etiket. På en måde tilføjer hvert nyt videnskabeligt studie endnu en brik til billedet af en organisme, hvis fulde historie vi måske aldrig vil kende.

For evolutionsbiologer er dette et særligt interessant tilfælde. Det viser, at livets træ har mange grene, som vi kun kender fra enkelte, afbrudte fragmenter af den fossile optegnelse. Hvis der virkelig er tale om en separat type komplekst liv, betyder det, at Jorden i fortiden husede en langt større mangfoldighed af livsformer end den, vi observerer i dag.

Hvad ændrer dette ved vores forståelse af livet på Jorden

Sagen om disse præhistoriske giganter påvirker grundlæggende den måde, vi tænker om grænserne mellem de vigtigste organismegrupper. Vi lærer i skolen om et par enkle kategorier, men geologisk historie viser, at naturen ikke altid følger vores skuffer. Mellem de kendte nulevende riger kan der have fungeret mellemformer eller helt separate "eksperimentelle livslinjer", der med tiden uddøde.

Sådanne tilfælde er også værdifulde af en anden grund: de minder os om, at det vi ser i dag, kun er et smalt udsnit af biologiens muligheder. Når astrobiologer overvejer, hvordan liv på andre planeter kunne se ud, behøver de ikke begrænse sig til planter, dyr og almindelige svampe. Eksemplet med disse kolosser antyder, at listen over muligheder er langt længere – selv her på Jorden, blot nogle geologiske epoker tilbage.