Fra "ørkenen man ikke vender tilbage fra" til en havfrugtfabrik
På et af jordens mest udtørrede steder er der opstået tusindvis af vandbassiner. Der, hvor tørst engang var lig med død.
Taklamakanørkenen har i hundredvis af generationer spredt frygt blandt karavanehandlende langs den gamle Silkevej. I dag rejser der sig haller, bassiner og anlæg på nøjagtig det samme sted — hvor kineserne nu opdrætter fisk og skaldyr i industriel skala.
Taklamakan ligger i Xinjiang-regionen i det vestlige Kina. Det er et af de mest fjendtlige steder på kloden. Vandrende klitter, ekstreme temperaturer, voldsomme vinde — i århundreder valgte karavaner hellere at gå hundredvis af kilometer uden om end at risikere at krydse området.
Ørkenens navn har i uighurernes sprog længe været forbundet med et sted uden tilbagevenden. Dét gør det endnu mere overraskende, hvad der sker der nu. Set fra luften begynder dele af Taklamakan at ligne et mosaik af blå rektangler. Det er bassiner — og i stedet for sand finder man vand og fisk.
Taklamakan, i århundreder et symbol på død og tørke, er blevet til et af jordens mest usædvanlige akvakulturcentre.
De kinesiske myndigheder roser sig af at have forvandlet et "sandenes helvede" til et center for skaldyrsproduktion. Det er ikke et lille eksperiment, men en industriel satsning målt i hundredtusindvis af tons om året.
Kan man opdrætte fisk i en ørken? Kineserne beviser, at det kan man
Det største problem i Taklamakan er ikke kun manglen på vand. Jordbunden i regionen er stærkt saltholdig og basisk. Almindeligt landbrug fungerer nærmest ikke der. Afgrøder, grøntsager, frugthaver — de fleste kulturer visner, før de overhovedet er kommet i gang.
Ingeniørerne tog derfor fat på vandet frem for jorden. I stedet for at forsøge at "helbrede" jordbunden vendte de sig mod saltholdigt grundvand og salt vand fra Tarim-flodens område. Derefter begyndte de at modificere det kemisk, så sammensætningen kom til at minde om fuldt funktionsdygtigt havvand.
Et kemisk laboratorium midt i ørkenen
Hele processen minder om et gigantisk laboratorium. Vandet ledes ind i anlæg, hvor:
- uønskede forureninger og overskydende salte fjernes,
- pH-værdien reguleres præcist,
- saltindholdet tilpasses de specifikke kravene hos de enkelte arter,
- temperaturen holdes konstant under opsyn, på trods af de enorme udsving mellem dag og nat.
Takket være dette lykkes det i de kunstige bassiner at genskabe forhold, der ligner dem ved kystvande. Der opdrætter man blandt andet forskellige rovfiskearter, rejer og endda andre skaldyr, som normalt forbindes med kystlinjen — ikke med sand.
Produktionen i Xinjiang-regionen har allerede nået næsten to hundrede tusinde tons om året. Det er et resultat, der på blot få år har katapulteret Taklamakan op på listen over vigtige indlandsakvakulturcentre.
Når haller med kontrolleret temperatur og rækker af bassiner dukker op i et ørkenlandskab ved siden af klitter, begynder grænsen mellem "naturligt" og "kunstigt" at blive udvisket.
Hvorfor investerer Kina milliarder i fisk på sand
Det kan virke meningsløst at bygge et "maritimt" opdræt på et af Asiens tørreste steder. Set fra Beijings synspunkt er der dog flere klare fordele — både økonomiske og geopolitiske.
Mindre afhængighed af havfiskeri på åbent hav
Det kinesiske samfund forbruger enorme mængder fisk og skaldyr. Noget stammer fra egne kystfiskerier, noget fra import og fangst på fjerne farvande. Det er en dyr og stadig mere risikabel kilde, der er udsat for konflikter om fiskezoner og skærpede internationale regler.
Indlandsbaseret akvakultur giver mulighed for at reducere presset på de naturlige fiskebestande. Jo mere vare der kan produceres under kontrollerede forhold, desto mindre afhængighed af åbent hav og transport tværs gennem hele landet.
Et "indre hav" for regioner langt fra kysten
Xinjiang ligger tusindvis af kilometer fra Kinas østkyster. Transport af frisk fisk fra havnene ved oceanet til byer i landets indre er dyrt og kræver køleanlæg og hurtig logistik. Opdræt i ørkenen forkorter denne forsyningskæde.
Kinesiske embedsmænd taler åbent om at skabe et kunstigt "indre hav" i områder, hvor der hidtil praktisk talt ikke eksisterede moderne fødevareproduktion. Fisk fra Taklamakan kan nå ud til den lokale befolkning, til industrivirksomheders kantiner og til militærenheder stationeret i regionen.
| Projektets formål | Forventet effekt |
|---|---|
| Øge den indenlandske skaldyrsproduktion | Større fødevaresuverænitet |
| Mindske presset på naturlige fiskebestande | Begrænsning af overfiskning og ressourcekonflikter |
| Udvikle fattigere vestlige regioner | Nye arbejdspladser og investeringer i Xinjiang |
Hvor kommer vandet fra — og hvad med miljøet?
Det afgørende spørgsmål er vandkilden. Ørkenen er ikke helt blottet for ressourcer, som man måske skulle tro. Vand leveres af floder, der forsynes med smeltevand fra sne og gletsjere i bjergene rundt om Taklamakan, samt fra dybere grundvandsmagasiner.
Kinesiske ingeniører benytter en del af disse ressourcer og leder dem gennem et netværk af kanaler, bassiner og renseanlæg. I mange komplekser fungerer et lukket kredsløbssystem: vand fra bassinerne renses, vender tilbage i systemet og bruges igen.
Jo flere gange det samme vand cirkulerer i systemet, desto mindre nyt vand er der behov for at tilføre ørkenterrænet.
Ikke desto mindre påpeger miljøeksperter potentielle spændinger. For det første kan smeltende gletsjere på længere sigt levere stadig mindre vand, hvilket vil skabe pres på alle anvendelsesformer — fra landbrug til industri.
For det andet kan dårligt forvaltede opdrætsanlæg blive kilde til forurening, hvis overskydende næringsstoffer, antibiotika eller kemikalier begynder at sive ned i jordbunden eller de nærliggende vandløb. Derfor er vandkvalitetskontrol i hvert enkelt led helt afgørende.
Taklamakan som teknologisk testområde
Ørkenanlæggene for akvakultur i Xinjiang fylder endnu en funktion: de er et laboratorium for ny teknologi. Hvis systemer til recirkulation, vandsammensætningskontrol og temperaturstyring fungerer i et af verdens mest ekstreme klimaer, er det lettere at anvende dem under mildere forhold bagefter.
Sådanne løsninger interesserer ikke kun Kina selv. Lande med store tørre arealer, men ringe adgang til frisk fisk — fra Mellemøsten til Nordafrika — betragter projekterne i Taklamakan som en test af, om akvakultur og hårdt klima kan forenes.
I praksis indebærer denne model en stærk afhængighed af avanceret ingeniørkunst, elektricitet og teknologiforsyninger. Det kræver også kvalificeret personale. Dette er ikke en traditionel fiskesø, man kan drive med et beskedent teknisk bagland. I ørkenen kan enhver fejl — strømudfald, kemisk ubalance i vandet — hurtigt gå ud over hele opdrætsanlæggets tilstand.
Det fælles grundspørgsmål for mange lande bliver: hvordan producerer man mere mad med begrænsede vandressourcer og under stigende klimapres? I den sammenhæng er fisk fra Taklamakan mere end blot en kuriositet. De peger i den retning, som økonomier kan vælge, når de ønsker at frigøre sig fra fødevareimport og samtidig støder ind i grænserne for "traditionelt" landbrug.
På den ene side ser man en enorm teknologisk opfindsomhed. På den anden side risikoen ved at bygge et system, der er sårbart over for nedbrud, vandkriser og politiske spændinger i regioner, hvor infrastrukturen vokser hurtigere end den lokale sociale accept.
