Risikokort for 2100: disse lande kan blive ubeboelige på grund af kraftig regn

Fremtidens regn er allerede på vej

Ekstreme regnskyl lamslår allerede i dag byer og landsbyer verden over – og forskere advarer om, at det blot er en forsmag på, hvad der venter inden århundredets afslutning. De seneste klimaanalyser viser tydeligt, at voldsomme nedbørsmængder ikke vil fordele sig jævnt over kloden.

Nogle lande vil glide ind i en tilstand af permanent risiko for oversvømmelser, jordskred og langvarige forstyrrelser af samfundsøkonomien. Andre vil mærke forandringerne langt svagere. Klimaforandringerne tegner simpelthen et nyt kort over, hvilke steder der gradvist vil blive sværere at leve i.

Hvad klimamodellerne fortæller os om fremtidige regnskyl

Et internationalt forskerhold har gennemgået fem uafhængige klimamodeller, som simulerer, hvordan hyppigheden og intensiteten af kraftige regnskyl vil udvikle sig frem mod år 2100. Det centrale spørgsmål er: Hvor vil kraftig regn forekomme sjældnere, og hvor vil den blive den nye hverdagsnorm – med flerdages stormvejr og rekordhøje nedbørsmængder på meget kort tid?

Ekstreme nedbørsmængder stiger hurtigere end det gennemsnitlige regnfald. Hver ekstra grad opvarmning giver et mærkbart hop i regnbygers intensitet.

Modellerne er ikke identiske, men de tegner et overraskende sammenhængende billede. På de kortlægninger, forskerne har udarbejdet, kan man identificere tre distinkte zoner:

• Områder med en beskeden stigning i antallet og styrken af regnskyl – markeret med blåt på kortene
• Regioner med en moderat stigning i risikoniveauet
• De mest udsatte zoner, markeret med intens orange og rød, hvor kraftig regn potentielt kan omstrukturere hele samfundslivet

I den sidstnævnte gruppe finder vi både rige og fattige lande. Den afgørende forskel er, at nogle har ressourcerne og teknologien til at forsvare sig, mens andre træder ind i denne fase nærmest med tomme hænder.

Lande der risikerer at blive svære at bo i

Risikoen for "ubeboelighed" betyder ikke, at et helt land pludselig vil blive affolket. Det handler om, at hverdagens funktioner – fra arbejde til uddannelse og transport – stadig oftere vil blive afbrudt af oversvømmelser og ødelagt infrastruktur. Forskerne peger på flere kategorier af særligt sårbare områder.

Tætbefolkede deltaer og kyststrækninger

Kombinationen af ekstreme regnskyl og stigende havniveauer udgør en særdeles farlig cocktail. De mest udsatte områder inkluderer:

• Asiatiske lande med enorme flodmundinger, hvor titusinder af millioner mennesker lever tæt sammentrængt på begrænsede arealer
• Kystnære megabyer beliggende i den tropiske zone
• Øsamfund, der simpelthen ikke har plads til at "trække sig ind i landet"

Hvis et regnskyl, der tidligere kom hvert hundrede år, begynder at optræde hvert par år, kan de lokale beskyttelsessystemer ganske enkelt ikke følge med reparationerne. På et tidspunkt er det hurtigere at flytte end at tørre sit hjem ud endnu en gang.

Bjergregioner og stejle skråninger

Kraftige regnskyl er særligt farlige i bjergterræn. Korte, intense nedbørsepisoder kan udløse mudderstrømme, klippeskred og pludselige opstemninger i vandløb. Den største risiko gælder for:

• Bebyggelser placeret i smalle bjergdale
• Veje og jernbanelinjer, der løber langs foden af stejle skrænter
• Regioner, hvor skovrydning har svækket de naturlige "bremser" for vandets strøm

I mange bjergregioner er det ikke antallet af regnfulde dage, men den ekstreme intensitet af enkelte regnskyl, der afgør, om en given by kan opretholdes i sin nuværende form.

Lande med svag infrastruktur og begrænsede finansielle reserver

To lande udsat for sammenlignelige regnskyl kan ende med vidt forskellige konsekvenser. Forskellen ligger i ressourcerne. I lande, hvor statsbudgettet knap nok dækker de løbende udgifter, er enhver større oversvømmelse et slag, der kaster udviklingen år tilbage. Med tiden begynder befolkningen at stemme med fødderne og migrere.

Forskerne understreger, at de farligste forhold for livskvaliteten opstår, hvor tre faktorer kombineres:

Europa oplever foreløbig en mere begrænset stigning

For mange læsere er det naturligvis afgørende spørgsmål: Hvad sker der med vores kontinent? Ifølge de præsenterede resultater klarer Europa sig relativt mildt i dette samlede billede. Sammenlignet med de tropiske egne og visse polarhavsregioner forventes stigningen i antallet af ekstreme nedbørsepisoder her at være mere afdæmpet.

Forskerne påpeger, at europæiske lande typisk besidder et tæt netværk af diger, vandreservoirs og regulerede flodlejer. Det eliminerer ikke risikoen, men reducerer omfanget af direkte humanitære katastrofer. Det er langt lettere at reparere en ødelagt bro eller jernbanelinje, når en økonomi råder over tilstrækkelige reserver.

Sydøsteuropa er mere eksponeret

Analyserne viser dog, at ikke alle europæiske regioner kan sove roligt. Modellerne indikerer en mere markant stigning i kraftige regnskyl i Middelhavsområdet. Her skaber de varme havoverflader og en særlig luftcirkulation allerede i dag ideelle betingelser for såkaldte "stationære" tordenbyger.

I praksis betyder det situationer, hvor et tordensky i mange timer nærmest ikke bevæger sig over et bestemt område. Al vandet falder dér, hvor uvejret "sætter sig fast". Hertil kommer årstider, der tidligere var nogenlunde forudsigelige, men som nu overrasker med serier af regnintensive perioder i korte intervaller.

Europa som helhed forventes at være en af de mildere ramte zoner, men lokale lommer med høj risiko – særligt i det sydøstlige hjørne af kontinentet – vil udgøre en alvorlig udfordring for kommuner og regioner.

Hvad regeringer og byer kan gøre, inden det er for sent

Prognoser frem til 2100 lyder abstrakte, men de beslutninger, der afgør, om et givent sted forbliver behageligt at leve i, træffes netop nu. Særligt i byerne er der et presserende behov for investeringer, der rækker langt ud over traditionel tænkning om kloakker og diger.

Svampebyer frem for betonkasser

En af de vigtigste retninger er bevægelsen væk fra total betonisering og mod det, man kalder "svampebyer". Idéen er, at en så stor andel som muligt af nedbøren skal have mulighed for at sive ned eller midlertidigt tilbageholdes, frem for at løbe af på få minutter til det laveste punkt og forvandle en gade til en flod.

• Grønne tage og regnvandshaver
• Permeable belægninger på parkeringspladser og fortove
• Oversvømmelsesparker, der under kraftig regn kan absorbere overskydende vandmængder
• Ombygning af stormafløb, så de ikke løber tilbage til kældre og tunneler

Sådanne løsninger eliminerer ikke ekstremerne, men kan gøre, at et regnskyl, der engang ville lamme en by i en uge, i dag kun forårsager forstyrrelser i én enkelt dag.

Byplanlægning som første forsvarslinje

Tekniske investeringer alene er ikke nok uden fornuftig planlægning af bebyggelsen. Kort over oversvømmelseszoner, jordskredrisici og områder med særlig lav jorddræningsevne bør tillægges mindst lige så stor vægt som ejendomsgrænser.

De centrale tiltag, eksperterne fremhæver, inkluderer:

• Forbud mod etablering af nye boligkvarterer i områder med høj oversvømmelsesrisiko
• Gradvis flytning af kritisk infrastruktur – herunder hospitaler og energiknudepunkter – væk fra de mest udsatte zoner
• Tidlige varslingssystemer med lokalt målrettede informationer frem for blot nationale meldinger
• Oplysning til borgerne: hvad gør man under et pludseligt kraftigt regnskyl, og hvordan reagerer man på advarsler

Hvorfor ekstreme regnskyl vokser hurtigere end "almindelig" regn

For mange er det overraskende, at antallet af regnfulde dage ikke behøver at stige drastisk, og alligevel klatrer risikoen for dramatiske oversvømmelser støt opad. Forklaringen ligger i atmosfærens fysik. Varmere luft kan indeholde betydeligt mere vanddamp. Når luftmasser støder sammen, eller der dannes stærke opstigende luftstrømme, kan al den ekstra fugt falde ned som ét enkelt, usædvanligt voldsomt skybrud.

Det skaber et scenarie, hvor vi i stedet for ti moderate regnbyger får et par svage byger og én, der "tager hele puljen". For planter og landbrug kan den samlede sum se nogenlunde ens ud, men for byer og infrastruktur bliver en så koncentreret nedbør ødelæggende.

Det er også værd at huske, at ekstreme regnskyl ofte følger efter tørkeperioder. Udtørret jord optager vand langt dårligere, så selv en del af det, der teoretisk set burde sive ned, løber hen over overfladen direkte til floder og kloakker. Det er et klassisk eksempel på en selvforstærkende mekanisme, hvor to konsekvenser af klimaforandringerne – tørke og kraftig regn – gensidigt forstærker hinanden.

For den almindelige borger handler det derfor ikke så meget om at følge med i den årlige nedbørssum, men om at forstå, hvor ofte der i ens region forudsiges meget korte, men intense nedbørsepisoder. Det er netop dem, der i stigende grad vil afgøre, om en given by forbliver et komfortabelt sted at leve i de kommende årtier.