En filmperle, du ikke bør overse i Netflixs katalog
Forårsaftener er perfekte til at indhente filmgæld, og denne måneds Netflix-tilbud gemmer på en titel, der er svær at ignorere. Det drejer sig om en storslået filmatisering af en klassisk roman af Honoré de Balzac – anerkendt af kritikere som et af de mest fascinerende franske film i nyere tid og hyldet med adskillige priser ved César-ceremonien.
Balzac på lærredet – hvad er "Tabte illusioner"?
Filmen hedder „Illusions perdues", og på dansk går den under titlen „Tabte illusioner". Den er en fri fortolkning af et af Balzacs vigtigste værker fra cyklussen Den menneskelige komedie. Skaberne tager udgangspunkt i det 19. århundredes klassiker, men fortæller den på en måde, der slående minder om vores nutid.
Hovedpersonen er Lucien de Rubempré – en ung, ambitiøs poet fra provinsen, der ingen penge har, men til gengæld nærer et brændende ønske om litterær berømmelse og et liv på højt niveau. I sin hjemby Angoulême opdager aristokraten Louise de Bargeton hans talent, og det er netop takket være hende, at Lucien rejser til Paris – det, der for ham virker som kunstnernes forjættede land.
Filmen skildrer Paris under Restaurationen som en nådesløs maskine, hvor forbindelser, penge og evnen til at gå på kompromis med sin samvittighed er det, der tæller.
Fremme i byen indser helten hurtigt, at hovedstaden har lidt til fælles med den romantiske drøm, han havde med hjemmefra. Han møder journalisten Étienne Lousteau – skarp og intelligent, men dybt kynisk – som fører ham bag kulisserne i den parisiske presse og det sociale liv. Lucien begynder at skrive anmeldelser, opnår indflydelse, og hans karriere tager fart.
Penge mod idealer – sådan fungerer berømmelsens mekanisme
Instruktør Xavier Giannoli bruger det kostumerede univers til at afsløre mekanismer, der i dag lyder foruroligende velkendte. I filmens Paris har alt sin pris: en plads i avisen, en kritikers mening, en teaterpremières succes og selv omdømme og følelser.
Lucien opdager hurtigt, at litteraturen er blevet en handelsvare, at journalister er afhængige af annoncører og forlag, og at artikler kan købes ligesom reklame. Med hvert kompromis træder den unge mand fra provinsen dybere ind i et spil, der begynder at ligne det moderne mediemarked – med betalte anmeldelser, arrangerede premierer og præcis manipulation med information.
- Ambition driver ham fremad, men afslører samtidig hans svage punkter
- En journalistkarriere kræver ikke blot talent, men også vilje til moralske indrømmelser
- Salonernes verden tager imod ham med åbne arme – så længe den kan drage fordel af ham
Konflikten mellem karriere og samvittighed driver hele filmen fremad. Lucien risikerer i sin kamp for at holde sig oven vande at miste venner, kærlighed og til sidst sig selv. Giannoli gør ham hverken til skurk eller naiv idealist – han viser, hvordan et ungt menneske skridt for skridt vikler sig ind i et net af afhængigheder.
Topbesætning og imponerende produktionsramme
„Tabte illusioner" forsvarer sig ikke kun med sit tema. Filmen er en stor og kostbar produktion, hvilket er synligt i hvert eneste billede. Instruktøren, kendt fra film som „Marguerite" og „Révélations", satsede på en stærk skuespillerbesætning og en ambitiøs iscenesættelse.
| Element | Hvad fanger opmærksomheden |
|---|---|
| Besætning | Benjamin Voisin som Lucien, Cécile de France som Louise, samt Vincent Lacoste, Xavier Dolan, Jeanne Balibar og Gérard Depardieu |
| Scenografi | Nøje rekonstrueret Paris under Restaurationen – fra teatre til avisredaktioner |
| Kostumer | Rige dragter fra aristokratiet og kunstnermiljøet, der fremragende afspejler det sociale hierarki |
| Dialoger | Skarpe, ironiske og præcise i deres portræt af eliternes hykleri |
Kritikere fremhævede især Benjamin Voisins præstation, som tegner et markant portræt af en mand, der er splittet mellem drømmen om berømmelse og fornemmelsen af at blive en andens marionette. Vincent Lacoste høstede ligeledes stor ros som Lousteau – selve billedet på intelligent kynisme, der giver filmen overraskende aktuelle komiske øjeblikke.
Kombinationen af kostumepragten og en skarp, nutidstonesat mediakritik har fået mange seere til at kalde filmen et af de stærkeste billeder om berømmelsens mekanismer i nyere tid.
Syv César-statuetter og kritikernes jubel
„Tabte illusioner" fangede anmeldernes opmærksomhed allerede ved premieren på filmfestivalen i Venedig. Den virkelige triumf kom dog ved César-udddelingen i 2022, hvor filmen løb med hele syv statuetter – herunder den vigtigste: årets bedste film.
Priser gik også til det bearbejdede manuskript, kameraarbejdet, kostumerne og scenografien samt skuespillerne. For fransk film var det en klar udmelding: klassisk litteratur kan stadig inspirere biografkunsten, når skaberne nærmer sig materialet med mod og en egen fortolkning frem for at holde sig slavisk til originalen.
Hvorfor er seerne så begejstrede?
Begejstringen er ikke forbeholdt fagkritikerne. På populære filmbedømmelsessider scorer „Tabte illusioner" meget højt, og seere understreger i kommentarerne, at det er et sjældent tilfælde af en produktion, der forener en spektakulær form med et tungt indhold.
Tre reaktioner går igen og igen:
- „Suger en ind som en serie, men sidder fast i hukommelsen som en ordentlig roman"
- „Her er ingen kedelig historielektie – det er levende, følelsesmæssigt kino"
- „En fortælling om det 19. århundrede, der alt for meget minder om nutidens medieverdeners bagrum"
Mange peger på, at filmen rammer en øm nerve i vores tid: spørgsmålet om grænsen for informationsmanipulation, og hvor meget vi er villige til at ofre for at slå igennem. Derfor appellerer „Tabte illusioner" ikke kun til klassikerfans, men også til folk, der normalt holder sig langt fra kostumeromaner.
Er det noget for den danske Netflix-seer?
Den nye titel i Netflix-kataloget vil især interessere visse grupper. For det første alle, der elsker store historiske film med bred pensel og mange karakterer. For det andet dem, der følger mediebranchen, eftersom Balzacs billede forbløffende godt passer ind i nutidens samtaler om fake news, reklamers indflydelse på indhold og showbizz-kulisserne.
Det er også en interessant mulighed for elever og studerende, der har Balzac på pensumlisten. I stedet for at læse en tør beskrivelse af Restaurationstiden i et lærebogsmateriale kan man se, hvordan hverdagen i saloner, teatre og redaktioner så ud, og hvordan de sociale hierarkier formede sig. Filmen erstatter naturligvis ikke bogen, men kan være et fint incitament til at tage den frem.
For mange kan visningen blive en behagelig bro mellem litteraturens klassikere og nutidens diskussioner om medier, kendiskultur og presset for at lykkes.
Sådan får du mere ud af filmen
„Tabte illusioner" kan sagtens ses rent underholdningsmæssigt – som et kostumeret drama med intriger, romancer og flotte interiører. Men vil man nærme sig filmen mere bevidst, giver denne titel en masse at tage fat på.
Det er værd at lægge mærke til et par tråde:
- Adskiller de regler, der styrer de parisiske aviser i filmen, sig egentlig så meget fra principperne på sociale medier i dag?
- Hvordan påvirker penge og reklame indholdet – både i det skildrede 19. århundrede og i vores nutid?
- Hvordan viser manuskriptforfatterne den pris, Lucien betaler for hvert trin op ad karrierestigen?
Den slags visning kan være et spændende udgangspunkt for en snak ved middagsbordet eller i vennekredsen om, hvordan vi selv ser på berømmelse, karriere og det at „være synlig" på nettet. Balzacs historie får dermed et ekstra lag og ophører med at være blot en fortælling fra en fjern svunden tid.
