ISS nærmer sig sin afslutning. NASA under pres: hvad sker der med mennesker i kredsløb?

Den Internationale Rumstation er ved at rinde ud – og uret tikker

Den Internationale Rumstation nærmer sig slutningen af sin levetid, og USA har stadig ikke et klart svar på, hvor astronauterne skal flyttes hen.

ISS er planlagt til at blive forladt og ført ud af kredsløb senest omkring 2030. For den almindelige læser lyder det som en fjern fremtid – men for NASA og de kommercielle rumvirksomheder er det en dato, der nærmer sig med foruroligende hast. I det amerikanske Senat vokser bekymringen, fordi programmet for bemandede rumflyvninger endnu ikke har en stabil afløser til den station, der i over to årtier har været hjertet af menneskets tilstedeværelse i rummet.

ISS skal brænde op i atmosfæren – nedtællingen er i gang

Den Internationale Rumstation ældes hurtigt. Konstruktionen, der blev sat i drift i slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne, opererer allerede på grænsen af sine kapaciteter. Ingeniørerne lapper løbende fejl og mangler, men der er ingen tvivl om situationen: modulerne holder ikke evigt. Den aftalte driftslukningsdato falder ved årtusindskiftet i det nuværende årti, og et af de afsluttende trin bliver en kontrolleret nedføring gennem atmosfærens tætte lag, hvor størstedelen af konstruktionen simpelthen vil brænde op.

Det bliver ingen spektakulær "kosmisk nedstyrting", men derimod en præcisionsoperation. Banen skal styres så omhyggeligt, at vragstykkerne lander i et afsides havområde, der i årevis har fungeret som "gravplads" for udgåede satellitter. For forsknings-, forsvars- og erhvervssektoren er der dog noget langt mere presserende end selve destruktionen – nemlig det hul i menneskets faste tilstedeværelse i kredsløb, der kan opstå bagefter.

ISS forlader sit kredsløb omkring 2030. Hvis nye stationer ikke er klar inden da, kan der opstå en pause i udsendelsen af astronauter til det lave jordkredsløb.

Amerikanske senatorer presser på: kontinuitet i bemandede flyvninger er afgørende

Bekymringen kommer stærkest til udtryk fra kredse knyttet til Texas – den stat, der huser bl.a. Johnsons Rumcenter og den berømte base i Houston. Det er her, bemandede missioner har været koordineret og astronauter trænet i årtier. En republikansk senator fra Texas leder det udvalg, der har ansvar for videnskab og transport, herunder rumpolitik. Hans medarbejdere sender et klart signal til NASA: en pause i menneskers tilstedeværelse i kredsløb er uacceptabel.

I udtalelser, som amerikanske medier har fået adgang til, erkender en nær samarbejdspartner til senatoren, at næsten enhver samtale om fremtiden for bemandede flyvninger vender tilbage til ét krav – kontinuitet. Ifølge disse kredse må man ikke gentage situationen fra shuttleprogrammets afvikling, hvor USA i årevis var tvunget til at købe pladser i russiske Sojuz-kapsler.

Amerikanske politikere kræver en klar tidsplan fra NASA: ISS forlader kredsløbet, mens kommercielle stationer overtager rollen som laboratorium uden nævneværdig pause.

En ny model: private rumstationer i kredsløb

NASA's svar på den forestående afslutning af ISS er at satse på den kommercielle sektor. Agenturet ønsker ikke længere alene at finansiere og vedligeholde en gigantisk konstruktion, der sluger milliarder af dollars om året. I stedet agter NASA at positionere sig som én af mange "kunder" hos stationer bygget af private virksomheder – ligesom det i dag køber transport af gods og besætninger hos selskaber som SpaceX.

Flere koncepter for kommercielle orbitale komplekser ligger på bordet. Blandt dem er moduler, der i første omgang skal kobles til ISS og derefter fungere selvstændigt efter stationens afgang. Andre projekter sigter mod fuldt uafhængige stationer, der opskydes direkte i egne baner. Den fælles nævner er relativt mindre dimensioner, modulær opbygning og bred åbenhed over for forskellige kundegrupper – fra regeringer og universiteter til farmaceutiske og teknologiske virksomheder.

Hvad skal kommercielle stationer kunne tilbyde?

• Forskning i mikrogravitation – videreførelse af biologiske, medicinske og materialemæssige eksperimenter påbegyndt på ISS.
• Teknologiudvikling – afprøvning af nye fremdriftssystemer, robotter og løsninger nødvendige for missioner til Månen og Mars.
• Turistsegmentet – kortere ophold for private personer, finansieret af dem selv eller via sponsorater.
• Tjenester til virksomheder – produktion af specialiserede materialer og lægemidler, der drager fordel af vægtløshedsforhold.

Denne model skal reducere udgifterne for amerikanske skatteydere og samtidig øge fleksibiliteten. Hvis én station havarerer eller kræver opgradering, kan en anden overtage dele af opgaverne. For NASA forbliver det primære mål dog adgangen til en pålidelig forskningsplatform, der kan erstatte ISS.

Et stramt tidsplan og reelle risici

Selv de mest imponerende visualiseringer af nye moduler ændrer ikke på det grundlæggende faktum: at designe, bygge, teste og placere en fungerende rumstation i kredsløb tager mange år. Fra pressemødet med den symbolske saks til den første bemandede dokningmanøvre ligger en lang og ofte smertefuld vej fyldt med tests, certificeringer og forsinkelser.

NASA, der er belært af erfaringerne fra tidligere programmer, ved godt, at ikke ethvert projekt når i mål i sin oprindelige form. Her er fejlmarginen lille, fordi arbejdsplanen skal flugte med datoen for ISS' endelige lukning. Hvis de kommercielle stationer ikke er klar i tide, kan konsekvenserne blive alvorlige:

For forskningsmiljøet kan selv en to til tre år lang pause betyde tab af generationers forskning, afbrydelse af langsigtede eksperimenter og sværere forsvar af budgetter. Derfor vokser presset fra senatorer og eksperter med hver ny rapport om ISS' tilstand.

Hvad sker der med resten af verden, når ISS slukker?

Hidtil har ISS været et symbol på internationalt samarbejde – fra amerikanere og europæere over Japan til Rusland. Den har givet mange lande deres eneste mulighed for at sende egne astronauter i kredsløb. Når stationens mission afsluttes, kan magtbalancen forskydes markant.

Kina udvikler konsekvent sin egen rumstation med det mål at tiltrække partnere, der ikke får plads i NASA-tilknyttede programmer, eller som søger et alternativ. Europa, Canada og Japan er til gengæld i høj grad afhængige af, om det kommercielle stationsprogram i USA lykkes – det vil i afgørende grad bestemme deres orbitale fremtid.

Den gennemsnitlige jordbeboer vil ikke mærke den store forskel fra den ene dag til den anden, når ISS deorbiteres. For lande der investerer i bemandede rumflyvninger, tegner der sig imidlertid et helt nyt kort over indflydelse og alliancer.

Hvorfor er en konstant menneskelig tilstedeværelse i kredsløb så vigtig?

Fastboende i det lave jordkredsløb er ikke blot et prestigesymbol. Det er frem for alt et levende laboratorium, der giver mulighed for at observere konsekvenserne af langvarig vægtløshed, kosmisk stråling og isolation. Uden denne infrastruktur bliver det langt vanskeligere at planlægge sikre missioner af måneds- eller årelang varighed – som f.eks. en rejse til Mars.

I rummet studerer forskere bl.a. muskeltab, ændringer i knoglesystemet, mikrogravitationens påvirkning af synet og kredsløbet samt kropsvæskers opførsel. Visse af disse effekter kan simuleres på Jorden, men kun lange ophold i kredsløb giver det fulde billede. En pause i forskningen skubber viden tilbage og vanskeliggør langsigtede sammenligninger.

Rummets fremtid er på én gang et politisk og forretningsmæssigt anliggende

Debatten om ISS' afløser foregår ikke kun i videnskabs- og ingeniørkredse. Det er et felt, hvor nationale ambitioner, store virksomheders interesser og reelle økonomiske gevinster mødes. En rumstation handler ikke kun om forskning – den genererer kontrakter til industrien, arbejdspladser og teknologisk udvikling, der siden finder vej tilbage til Jordens hverdagsliv inden for f.eks. medicin og telekommunikation.

I USA fungerer sådanne projekter som en "magnet" for innovation i regioner samlet om rumcentre. Politikernes pres udspringer derfor ikke udelukkende af omsorg for videnskaben – det handler også om at bevare deres staters og valgkredses position i fordelingen af rummets milliarder.

Det afgørende at forstå er, at de beslutninger, der træffes i dag om ISS og kommercielle stationer, vil definere adgangen til kredsløbet for en hel generation fremover. Det bestemmer, om fremtidens forskere og astronauter vil have lettere adgang til forskning i mikrogravitation – eller om de vil være henvist til enkelte pladser i udenlandske programmer. Det er derfor værd at følge ikke blot de spektakulære raketopsendelser, men også de tilsyneladende tekniske stridigheder om tidsplaner og kontrakter. Det er dem, der i virkeligheden afgør, hvem der bliver herre i rummet omkring Jorden efter ISS-æraen.