En filmatisering der splitter publikum
Emily Brontës roman er alt andet end ukompliceret. Den har aldrig samlet nogen bred enighed – og det er præcis sådan, den skal være.
Wuthering Heights udkom i 1847 under pseudonymet Ellis Bell og blev fra starten modtaget som et ubehageligt værk – råt, til tider voldeligt og moralsk ufærdigt. Det er også Brontës eneste roman – samme år udgav søsteren Charlotte Jane Eyre.
I dag regnes den som en klassiker – ikke kun for sin tætte handling, men for den måde historien fortælles på: med flere fortællerlag, spring i tid og karakterer, der aldrig lader sig reducere til "gode" og "onde". Med så stor indflydelse på populærkulturen var filmatiseringer uundgåelige. Problemet er bare, at dette er en af de bøger, hvor man ikke kan flytte en enkelt brik uden at sætte hele maskineriet i stå.
I 2026 leverede instruktøren Emerald Fennell en ny version, og projektet skabte debat fra første øjeblik. Nu hvor filmen er nået ud til publikum, er afvisningen gået hen og blevet højlydt. Men hvorfor egentlig? Her er en kort analyse.
Wuthering Heights: Storslåede billeder, men en tom sjæl?
Man kan sagtens gå ind i biografen med åbent sind – især efter den provokerende energi i Saltburn fra 2023. Men efter 2 timer og 16 minutter sidder man tilbage med fornemmelsen af en teknisk imponerende film, der bare ikke bærer romanens følelsesmæssige og moralske tyngde.
Det største problem er valget om en meget fri fortolkning. I praksis krymper historien ned til næsten kun at handle om Catherine og Heathcliff – og det forandrer alt. I bogen er kærlighedsforholdet ikke det moralske omdrejningspunkt; det er drivkraften i en spiral af stolthed, ydmygelse og hævn, der forpester huset, familien og den efterfølgende generation. Når dette maskineri skæres væk eller blødgøres, mister forholdet sit mest forstyrrende element – og dermed også grunden til, at bogen stadig kan genere folk.
Nogle fravalg og beskæringer vejer særligt tungt:
- Karakterer og konflikter, der fungerer som konstant dramatisk pres – herunder Catherines bror, der er brutal og afgørende for magtbalancen.
- Den grimme side af hovedpersonernes valg – den psykologiske grusomhed, beregnetheden, den langvarige afstraffelse – som aldrig er dekorativ i romanen.
- Den generationelle dimension: Wuthering Heights handler ikke kun om en lidenskab; det handler også om det spor, den efterlader hos børn og arvinger, som om selve huset bærer på erindring.
Der er desuden et centralt punkt, som filmen omgår: Heathcliffs oprindelse og fremmedhed. I Brontës tekst beskrives han som en adopteret dreng, præget af sin andethed – mange læsninger fremhæver en ikke-hvid identitet og en forbindelse til "sigøjner" – og det er netop hans sociale position som outsider, udsat for fordomme og ydmygelse, der hjælper med at forklare den fjendtlighed, han møder, og den vold, han sender tilbage mod verden. Når dette lag udvandes eller ignoreres i casting og manuskript, svækkes den indre logik: karaktererne virker som om de reagerer på et indfald snarere end på et system.
Kernen i problemet er egentlig denne: i Wuthering Heights kommer hævnen og stoltheden før kærlighedshistorien – og uden det er der kun en renere, men mindre ærlig version tilbage.
Emily Brontë og Emerald Fennell: Når troværdighed er mere end en detalje
Manuskriptet synes at glatte kanter af hos næsten alle. Cathy og Heathcliff bliver mere præsentable, mindre urolige – og det tømmer selve forholdet. I romanen er de antihelter: de fascinerer, fordi de skræmmer. Når denne trussel erstattes af mere konventionel dramatik, forsvinder præcis det, der gør historien unik.
Det er også værd at huske, hvorfor det er så svært at filmatisere denne bog. Den lever ikke af "hvem elsker hvem"; den lever af struktur og stemning:
- En lagdelt fortælling – historien formidles af tredjeparter, med hukommelse, udeladelser og forudindtagethed – hvilket skaber distance og ubehag.
- Et miljø der tærer: isolation, klasse, tilhørsforhold og bitterhed er ikke kulisse; de er brændstof.
- Generationel spænding: den følelsesmæssige vold "slutter" ikke med parret – den forlænger sig, skifter form og går i arv.
Når en filmatisering forenkler dette maskineri, risikerer den at forvandle et ætsende drama til en lettere romantisk fortælling. Det er præcis her, mange læsere føler sig forrådt – ikke af pedanteri, men fordi bogen fungerer som et system. Fjerner man marginaliseringen og brutaliteten, giver karakterernes motivationer ikke længere mening.
Og debatten om casting og repræsentation er ikke et "moderne tillæg" til teksten. Selv uden at romanen navngiver tingene, som vi gør i dag, er Heathcliffs udelukkelse central for konflikten. At fjerne den er ikke blot at ændre en detalje – det er at ændre årsagen.
For meget erotik, for lidt lidenskab
Instruktøren har selv talt om at indfri en ungdomsfantasi. På lærredet oversættes det til en række erotiske scener, der ved gentagelse ender med at virke mindre intense end tilsigtet – og som ofte synes unødvendige for den dramatiske fremdrift.
Problemet er, at dette valg kolliderer med lidenskabens natur i romanen: besat, kvælende og langtfra altid direkte "fuldbyrdet". I bogen er frustration og det forbudte en del af giften. Ved at gøre alt eksplicit reducerer filmen spændingen frem for at forstærke den – den erotiserer, men den uddyber ikke.
Det sagt, er der klare kvaliteter at fremhæve. Wuthering Heights imponerer i scenografi og kostumer; Fennell viser igen en sikker hånd i mise-en-scène og et betagende fotografisk udtryk. Soundtracket hjælper med at skabe en trancelignende stemning og får en næsten til at glemme svagheden i dialoger og manuskript. Næsten.
