Duplomb-loven: rapport om erstatninger for neonics skaber strid på Frankrigs Inrae

En teknisk rapport der blev politisk sprængstof

I Frankrig er en faglig undersøgelse af landbrugets pesticider pludselig havnet i centrum af en bitter politisk strid – og har splittet både forskere og beslutningstagere. Det, der startede som en ekspertvurdering bestilt af det franske landbrugsministerium, er endt som en skarp konflikt om pesticider, videnskabelig uafhængighed og EU's grønne reglers fremtid.

En rapport der udløste politisk kaos

I efteråret 2025 afleverede det nationale institut for forskning inden for landbrug, fødevarer og miljø – Inrae – en omfattende rapport til landbrugsministeriet. Fokus var meget konkret: hvilke alternativer kan erstatte neonikotinoide insektmidler i en række vigtige afgrøder?

Opgaven dækkede seks afgrøder under kraftigt pres fra skadedyr: sukkerroer, hasselnødder, kirsebær, æbler, figner og majroer. Neonikotinoider – der i årevis har beskyttet frø og unge planter mod bladlus og andre insekter – er nu kraftigt begrænset i EU på grund af risikoen for bier og andre bestøvere.

Rapporten var tænkt som en teknisk vejledning til landmænd og politikere. I stedet endte den midt i en politisk showdown omkring et lovforslag fremsat af den konservative senator Laurent Duplomb fra departementet Haute-Loire.

Duplomb arbejder på et nyt lovtekst – kaldet "Duplomb 2" – der sigter mod at genindføre to stoffer af neonikotinoid-typen i Frankrig: acetamiprid og flupiradifuron. Initiativet dukkede op præcis da et borgerforslag imod den første version af loven stod til debat i Nationalforsamlingen i februar.

Det centrale spørgsmål er, om Frankrig fastholder en streng udfasning af biskadevende insektmidler – eller om landet på ny åbner døren for deres tilbagevenden.

Hvorfor Duplomb bruger Inrae-rapporten som løftestang

For at styrke sit "Duplomb 2"-forslag fremhæver Duplomb Inrae's ekspertise som en slags videnskabelig godkendelse. Ifølge folk tæt på de parlamentariske drøftelser lyder kerneargumentet, at rapporten dokumenterer store "tekniske blindgyder" i visse afgrøder – situationer, hvor de tilgængelige redskaber ikke kan sikre tilstrækkelig beskyttelse af produktion eller kvalitet.

I offentlige indlæg og høringer præsenteres dokumentet som bevis på, at landmænd uden en midlertidig tilbagevenden til visse neonikotinoid-lignende molekyler ikke har levedygtige muligheder for at bekæmpe skadedyr. Den fortælling vinder særlig genklang hos sukkerroedyrkere og frugtavlere, der frygter nye bølger af angreb med alvorlige konsekvenser.

Logikken er enkel: hvis "videnskaben" peger på tekniske blokeringer, fremstår nødgodkendelser eller en specifik lov ved første øjekast som sund fornuft.

Inrae slår tilbage og anklager for "instrumentalisering"

Inde på Inrae har denne udlægning skabt stor irritation. Flere af de forskere, der medvirkede i ekspertarbejdet, hævder, at rapporten er blevet selektivt udvalgt og forsimplet for at tjene en politisk dagsorden, der allerede var fastlagt på forhånd.

Inrae-forskere understreger, at konklusionerne ikke peger på uoverstigelige tekniske blindgyder, der retfærdiggør en genindførelse af forbudte pesticider.

Inrae's ledelse har offentligt fastholdt, at dokumentet beskriver en række løsninger uden neonikotinoider – fra andre kemiske stoffer til biologisk bekæmpelse og agronomiske metoder. Ifølge interne kilder er kernebudskabet, at der findes veje til omstilling – selv om ikke alle er fuldt modne, og ingen er omkostningsneutrale for landmændene.

Alligevel er visse formuleringer i rapporten – som henvisninger til "midlertidige vanskeligheder" og "risiko for økonomiske tab" i bestemte afgrøder – blevet forstørret i den politiske arena. Det er netop denne gråzone, der nærer striden: var sproget tvetydigt og gav det dermed ammunition til pesticidlobbyister, eller er teksten blot taget ud af sin sammenhæng?

Et forskningsinstitut fanget i en politisk storm

Kontroversen har bredt sig til Inrae's eget indre liv. Nogle mener, at forskere bør holde sig strengt til data, usikkerhedsintervaller og metodiske begrænsninger. Andre argumenterer for, at instituttet – i lyset af den politiske brug af resultaterne – burde tydeliggøre de offentlige konsekvenser af mulige fortolkninger.

Visse ansatte frygter, at Inrae er ved at blive trukket ind i en kulturkrig om miljøregulering – ikke ulig det, klimaforskere har oplevet i andre lande.

Andre ser sagen som udtryk for et mere banalt problem: ekspertrapporter til ministerier skrives ofte i administrativt sprog, hvilket gør dem sårbare over for modstridende fortolkninger, når de forlader den videnskabelige sfære og træder ind i Parlamentet.

Striden handler ikke kun om insekter og afgrøder – den handler om, hvem der taler i "videnskabens" navn, når love skal skrives.

Hvad er acetamiprid og flupiradifuron?

De to stoffer i centrum af Duplombs forslag tilhører grupper, der er tæt beslægtede med de neonikotinoider, der gradvist er blevet udfaset i Europa.

• Acetamiprid: tilhører gruppen af neonikotinoider. Det er mindre persistent og anses generelt for at være mindre giftigt for bier end ældre neonikotinoider som imidacloprid. Alligevel advarer NGO'er og visse forskere om risici ved kronisk eksponering og såkaldte "cocktaileffekter" i kombination med andre stoffer.
• Flupiradifuron: et nyere stof, der ofte beskrives som en "fætter" til neonikotinoiderne. Det virker på de samme nervereceptorer hos insekter. Reguleringsmyndigheder har godkendt det under strenge betingelser, men adskillige studier peger på subletale effekter hos bestøvere.

Tilhængere af lovforslaget hævder, at disse molekyler udgør et kompromis: effektiv skadedyrsbekæmpelse med håndterbare miljørisici. Miljøorganisationer svarer igen, at en genåbning for den slags produkter undergraver den europæiske strategi for udfasning af systemiske insektmidler.

Landmænd fanget mellem skadedyr og politik

For dem, der arbejder på markerne, er diskussionen alt andet end teoretisk. De seneste år er franske sukkerroemarker hårdt ramt af virusgulning, spredt af bladlus. Afslutningen på behandling af frø med neonikotinoider har udsat afgrøderne for nye angrebsbølger med faldende udbytte og finansielt pres til følge.

I frugtavlen – særligt inden for kirsebær og æbler – kæmper producenterne med invasive insekter og svingende markedspriser. Mange siger, at de har meget lidt råderum til at eksperimentere, når de allerede opererer med lave afregningspriser og konkurrence fra importerede varer.

Inrae-rapporten organiserer angiveligt alternativerne i flere kategorier – hver med sine fordele og begrænsninger:

På mange bedrifter er den realistiske løsning ikke et vidundermiddel, men derimod en kombination af redskaber tilpasset det lokale miljø og skadedyrspresset. Den overgang kræver tid, teknisk rådgivning og ofte offentlig finansiering.

Et punkt, der ofte undervurderes, er behovet for integreret skadedyrsstyring (IPM): regelmæssig overvågning, indgrebstærskler, valg af mindre forstyrrende midler og beskyttelse af nyttedyr. Uden støttesystemer i marken – herunder varslingssystemer og teknisk bistand – kan selv lovende alternativer fejle på grund af manglende konsekvent implementering.

Dertil kommer, hvordan derogationer og nødgodkendelser fungerer i praksis. Når det regulatoriske rammer svinger mellem forbud og undtagelser, skabes der usikkerhed: landmænd tøver med at investere i langsigtede forandringer, og virksomheder kan udskyde udviklingen af sikrere løsninger, hvis de forventer, at gamle molekyler vil vende tilbage ad den politiske vej.

Videnskab, lovgivning og gråzonerne imellem

Duplomb-sagen illustrerer, hvor skrøbelig grænsen er mellem videnskabelig rådgivning og den politiske brug af den rådgivning. Når et organ som Inrae afleverer en ekspertvurdering, angiver det sjældent, hvilken lovparagraf der bør skrives eller fjernes – i stedet beskrives scenarier, afvejninger og usikkerhedsniveauer.

Derefter vælger Parlamentet sin fortælling. I dette tilfælde løftede Duplomb og hans allierede det mest alarmerende scenarie for landmændene frem, mens andre stemmer i regeringen og civilsamfundet fremhæver de samme rapports veje ud af afhængigheden af neonikotinoider.

I forskersamfundet vokser diskussionen om, hvordan man producerer dokumenter, der er mindre sårbare over for skæve fortolkninger. Et af forslagene er klarere sammendrag på et direkte sprog, der ikke kun forklarer, hvad rapporten beskriver, men også hvad den ikke understøtter.

Nøglebegreber bag striden

For dem, der ikke følger pesticidpolitik på tæt hold, hjælper nogle begreber til at forstå konflikten:

• Neonikotinoider ("neonics"): en familie af insektmidler, der virker på insekters nervesystem. Meget effektiv i lave doser, men stærkt forbundet med biernes tilbagegang ved udbredt brug.
• Erstatninger eller alternativer: kan være andre kemikalier, men også biologiske metoder, ændringer i dyrkningssystemet eller digitale overvågningsværktøjer.
• Teknisk blindgyde: en situation, hvor ingen kombination af metoder med den nuværende viden og de tilgængelige redskaber kan sikre acceptabel bekæmpelse af et skadedyr uden at bruge forbudte produkter.

Meget af striden om Inrae-rapporten drejer sig om, hvorvidt disse "blindgyder" rent faktisk eksisterer i de seks analyserede afgrøder – eller om vanskelighederne primært er midlertidige og håndterbare.

Hvad dette kan betyde for EU's fremtidige grønne regler

Den franske debat følges nøje i Bruxelles og andre europæiske hovedstæder. Hvis et af EU's største landbrugslande åbner for juridiske undtagelser for acetamiprid og flupiradifuron, er det sandsynligt, at andre vil følge efter – og dermed svække den kollektive drivkraft til at reducere syntetiske pesticider.

Det kan også påvirke, hvordan fremtidige europæiske regler behandler videnskabelig rådgivning. Lovgivere kan komme til at kræve mere eksplicitte udmeldinger fra agenturer og forskningsinstitutter: under hvilke betingelser nødderogationer er berettigede, og hvornår de bør udelukkes.

For landmænd og miljøforkæmpere er udfaldet langt fra afgjort. Et sandsynligt scenarie i de kommende år er et lappetæppe af regionale regler, pilotprojekter inden for biologisk bekæmpelse og gentagne parlamentariske forsøg på at genåbne sager om specifikke molekyler, hver gang der opstår en ny skadedyrskrise.

Det uregelmæssige reguleringsklima medfører også risici. Virksomheder kan udskyde investeringer i sikrere alternativer, hvis de forudser, at gamle kemikalier vil vende tilbage under politisk pres. Omvendt kan et strikst forbud uden støtteforanstaltninger udhule tilliden til offentlig politik blandt landmænd, der føler sig fanget i en kattelem.

Den måde, Frankrig håndterer Duplomb-loven og striden om Inrae-rapporten på, vil signalere, hvilken kurs landet ønsker at følge – og hvor meget videnskabelig nuance vil veje, næste gang en afgrøde rammes af en ny krise.