En roman der splitter — og en film der gør det endnu mere
Emily Brontës roman er alt andet end ukompliceret. Den er hård, til tider voldelig og moralsk svær at navigere i. Det er faktisk det eneste roman hun nåede at skrive — udgivet i 1847 under pseudonymet Ellis Bell, samme år som Charlotte udgav Jane Eyre.
I dag regnes den som et klassisk værk — ikke kun for sin tætte handling, men for måden historien fortælles på. Med lag af fortællere, tidsskift og karakterer der ikke lader sig reducere til "gode" eller "onde". Netop fordi romanen har haft så stor kulturel indflydelse, var filmatiseringer uundgåelige. Men dette er en af de bøger, hvor en enkelt ændring kan vælte hele konstruktionen.
I 2026 stod instruktøren Emerald Fennell bag en ny version, og fra første færd delte projektet vandene. Nu hvor filmen har nået publikum, er afvisningen kommet højlydt. Men hvad er der egentlig galt?
Wuthering Heights: Storslået at se på — men følelsesmæssigt hul?
Man kan sagtens gå ind i biografen med åbent sind — særligt efter det provokerende Saltburn fra 2023. Men efter 2 timer og 16 minutter sidder man tilbage med fornemmelsen af en teknisk imponerende film, der ikke bærer romanens emotionelle og moralske tyngde.
Det største problem er det meget frie fortolkningsvalg. I praksis skrumper historien ind til næsten udelukkende at handle om "Catherine + Heathcliff" — og det ændrer alt. I bogen er kærlighedshistorien ikke det moralske omdrejningspunkt. Den er derimod motoren i en spiral af stolthed, ydmygelse og hævn, der forgifter huset, familien og den næste generation. Når det tandhjul skæres væk eller blødgøres, mister forholdet sin mest forstyrrende dimension — og dermed også grunden til, at bogen stadig gør ondt.
Nogle fravalg vejer særligt tungt:
- Karakterer og konflikter der fungerer som konstant modpres — herunder Catherines bror, der er både grusom og afgørende for magtbalancen.
- Den grimme side af protagonisternes valg — den psykologiske grusomhed, kalkulationen og den langvarige afstraffelse, som aldrig er dekorativ i romanen.
- Den generationelle dimension: Wuthering Heights handler ikke kun om én passion, men om det spor den efterlader i børn og arvinger — som om huset selv gemmer på hukommelse.
Der er desuden et centralt punkt, som filmen omgår: Heathcliffs oprindelse og hans "anderledeshed". Hos Brontë beskrives han som en adopteret dreng, præget af udenforskab — mange læsninger fremhæver hans ikke-hvide fremtoning og tilknytning til "sigøjner"-stereotypen. Det er netop hans sociale position som outsider og mål for fordom og ydmygelse, der hjælper med at forklare den fjendtlighed han møder, og den vold han sender tilbage mod verden. Når den akse udvandes — eller ignoreres i casting og manuskript — svækkes den interne logik. Karakterernes reaktioner virker ikke som svar på et system, men på et indfald.
Det er i bund og grund problemets kerne: i Wuthering Heights kommer hævnen og stoltheden før kærlighedshistorien — og uden dem er det en renere, men mindre ærlig version.
Emily Brontë og Emerald Fennell: Når troværdighed er mere end en detalje
Manuskriptet ser ud til at glatte kanterne af næsten alle karakterer. Cathy og Heathcliff bliver mere præsentable og mindre urolige — og det tømmer selve forholdet for indhold. I romanen er de antihelter: de tiltrækker fordi de skræmmer. Når den trussel byttes ud med mere konventionel dramatik, forsvinder det der gør historien unik.
Det er også værd at huske på, hvorfor netop denne bog er så svær at adaptere. Den lever ikke af "hvem elsker hvem" — den lever af struktur og atmosfære:
- Lagdelt fortælling — historien fortælles af tredjeparter med hukommelse, udeladelser og bias, hvilket skaber distance og ubehag.
- Et miljø der æder sig ind: isolation, klasse, tilhørsforhold og bitterhed er ikke bare baggrund — de er brændstof.
- Generationel spænding: Den følelsesmæssige vold slutter ikke med parret — den fortsætter, skifter form og går i arv.
Når en filmatisering forenkler denne mekanisme, risikerer den at forvandle et ætsenede drama til en lettere romantisk fortælling. Det er præcis her mange læsere føler sig svigtet — ikke af pedanteri, men fordi bogen fungerer som et system. Fjerner man marginaliseringen og brutaliteten, holder karakterernes motivation op med at give mening.
Og debatten om casting og repræsentation er ikke en "moderne tilføjelse" til teksten. Selv uden at romanen navngiver det med nutidens begreber, er Heathcliffs eksklusion central for konflikten. At fjerne den er ikke blot at ændre en detalje — det er at ændre årsagen.
For meget erotik, for lidt passion
Fennell har selv talt om at indfri en ungdomsfantasi. På lærredet udmønter det sig i en række erotiske scener, der ved deres gentagelse ender med at virke mindre intense end tiltænkt — og ofte unødvendige for den dramatiske fremdrift.
Problemet er, at dette valg kolliderer med passionens natur i romanen: obsessiv, kvælende og ikke altid direkte "fuldbyrdet". I bogen er frustrationen og det forbudte en del af giften. Ved at eksplicitere alt reducerer filmen spændingen frem for at øge den — den erotiserer, men går ikke i dybden.
Det sagt, er der åbenlyse kvaliteter. Wuthering Heights imponerer på locations og kostumer; Fennell viser igen en sikker hånd med mise-en-scène og et betagende kamera. Soundtracket hjælper med at skabe en næsten hypnotisk stemning, og et øjeblik glemmer man næsten manuskriptets og dialogernes skrøbelighed.
Næsten.
