Snakken om en remake af den klassiske God of War-trilogi bliver stadig højere
Og med begejstringen vender et ubehageligt spørgsmål tilbage. Hvordan fornyer man ikoniske spil uden blindelings at overføre elementer, der i dag føles malplacerede frem for underholdende?
Den gamle Kratos: brutal, nådesløs og overdrevet
De originale God of War 1, 2 og 3 blev skabt i en tid, hvor udviklere gerne chokerede med vold og erotik. Kratos, "Spartas Ånd", var selve definitionen på overdrivelse. Han torturerede, udnyttede og ødelagde alle, der kom i hans vej — ofte på ekstrem brutal vis.
Eksemplerne er mange. I den første del brænder helten en soldat levende for at løse et puslespil i Pandoras tempel. I den tredje del fastspænder han en tjenestepige til en mekanisme, der skal holde en port åben — pigen dør kort efter, og Kratos skænker hende ikke et blik. Sådan var seriens æstetik dengang: brutal, tegneserieagtig og indrettet på "wow"-effekten.
Udviklerne byggede billedet af Kratos som et monster i menneskeskikkelse — hans grusomhed skulle ikke chokere med realisme, men vise, at der ikke længere var nogen grænser i ham.
Oveni det kom endnu et element, som i dag skaber betydelig forlegenhed: mini-spil med seksuelt indhold, spredt ud over hele den græsk-mytologiske trilogi.
Kontroversielle mini-spil: belønninger for "nydelse"
I stort set alle dele af den antikke græske fortælling kunne Kratos tilbringe tid med kvinder, han mødte undervejs. Spilleren aktiverede en sådan scene ved at interagere med et bestemt sted eller en bestemt karakter, hvorefter et kort QTE-segment — en hurtig knap-sekvens — satte i gang.
Mekanikken var enkel: tryk på den rigtige knap på det rigtige tidspunkt, og spillet "belønner" dig med røde orbs til opgradering af våben, eller — som i den tredje del — en trofæ med en sigende titel. Kameraet bevægede sig typisk væk fra sengen og fokuserede på omgivelserne, men lydene og animationerne efterlod ingen tvivl om, hvad der foregik uden for billedet.
Set i forhold til resten af spillet skulle det fungere som et lunt nik til den voksne spiller. I dag er det tydeligt, at det reducerede kvinder til rollen som belønning og tilbehør til imaget af den ultimative hårdkogte mand.
De erotiske mini-spil fungerede som et pointsystem for at gennemføre "eventyr" — frem for at tage heltens relationer eller følelser seriøst.
Den skjulte betydning i den første del: sex som flugt fra traumer
En kuriositet, mange spillere slet ikke kender til: i det første God of War gav udviklerne disse scener en dybere betydning. Seriens daværende instruktør forklarede i et gammelt interview, at Kratos' tilfældige romancer var ment som et forsøg på at overdøve smerten efter hans kones død — som han selv forårsagede, manipuleret af Ares.
Der findes endda en dagbog i spillet, der ligger ved de kurtisaner, som følger helten. Notaterne antyder tydeligt, at hver ny kvinde minder ham om den tabte ægtefælle, og at hele "underholdningen" ikke bringer lindring — kun forværret skyldfølelse.
Problemet er, at denne fortolkning aldrig nåede ud til det brede publikum. De fleste spillere husker mini-spillene primært som en frisk afbrydelse og et påskud til at samle ekstra point. I sequelerne forsvandt den psykologiske mening næsten helt — og det, der var tilbage, var blot det traditionelle, obligatoriske "voksenøjeblik".
Hvorfor en remake ikke kan gå samme vej
Hvis Santa Monica Studio virkelig arbejder på en fuld fornyelse af trilogien, står de over for et svært valg. På den ene side har de gamle dele kultstatus, og mange fans husker dem med varme netop på grund af den frækt-friske stil. På den anden side har serien gennemgået en enorm forvandling.
Kratos fra God of War 2018 og Ragnarök er en far — et menneske, der kæmper med sin fortid, sin skyld og sit raseri. Brutal, men bevidst om konsekvenserne. Spillet sætter kursen mod følelser, dialoger og karakterudvikling frem for billigt chok. Hvis en remake skal binde de to epoker sammen til en sammenhængende helhed, er det umuligt bare at kopiere de gamle scener én til én.
Den samme helt kan ikke i ét spil tale med sin søn om ansvar og i en "fornyet" fortid behandle mennesker som rekvisitter og aktivere erotiske sekvenser som en gevinstmaskine.
Det moderne publikum ser også på spil med andre øjne. Greb, der engang virkede provokerende, fremstår i dag ofte blot som kluntede, infantile eller simpelthen trættende.
Hvordan de kontroversielle sekvenser kan reddes
Udviklerne har flere mulige veje, der kan bevare originalens ånd og samtidig tilpasse spillene til nutidens sensibilitet og det nye billede af Kratos.
- Fuldstændig fjernelse af mini-spillene — den enkleste løsning. Intime relationer optræder kun i baggrunden af handlingen, uden spillerens aktive deltagelse.
- Omskrivning af scenerne — opgiv QTE-mekanikken og fokuser i stedet på dialoger og de følelsesmæssige konsekvenser for helten.
- Indstillingsmuligheder — mulighed for at slå indhold af denne karakter fra, ligesom filtre for vold og sprogbrug.
- Ironisk vending af motivet — en kort, bevidst reference, der viser, at spillet er klar over sin egen fortid og afregner med den.
Det værste scenarie ville være at genskabe de gamle mini-spil med blot opdateret grafik. Fotorealistiske karaktermodeller, avanceret ansigtsmimik og moderne præsentation ville gøre det, der engang var overdreven tegneseriesatire, til noget ubehageligt konkret.
Den nye Kratos kræver en ny tone
I God of War 2018 undgår helten nøgenhed — hans relationer er kolde, tilbageholdne og ofte fyldt med skam. Det er ingen tilfældighed, men en bevidst retning valgt af manuskriptforfatterne. Den modne Kratos er ikke stolt af sin fortid, hvor han behandlede alt som et redskab — hvad enten det var våben eller menneskene omkring ham.
Hvis en remake viser denne tidligere version af karakteren, må den samtidig antyde, at refleksionen fra de senere år allerede er ved at spire frem i det kaos. Uden det vil overgangen fra den "gamle" Kratos til den "nye" virke utroværdig.
Hvad spillerne vinder ved en modig forandring
At opgive de primitive mini-spil betyder på ingen måde, at remaken bliver pyntet og poleret til ukendelighed. Tværtimod — det frigør plads til at flytte fokus fra billig sensation til det, der fungerer bedst i serien i dag: konflikten mellem menneske og guder, vægten af familietragedier og forsøget på at bryde ud af voldens onde cirkel.
For nogle fans kan det også blive en anledning til at se de gamle dele med friske øjne. Mange vender tilbage til kultspillene med blandede følelser: gameplayet underholder stadig, men visse scener fremkalder nu en grimasse frem for et grin. En velskrevet remake kan bevare det bedste og rense ud i det, der er ældet særligt grimt.
Det er værd at huske, at actionspil i stigende grad konkurrerer med serier og biograffilm — ikke kun visuelt, men også i manuskriptkvalitet. En karakter, der få minutter efter en dramatisk sorgscene ubekymret kaster sig ind i et erotisk mini-spil for ekstra point, ødelægger fortællingens sammenhæng mere end nogen teknisk fejl nogensinde kunne.
En veldesignet remake af God of War-trilogien kan blive broen mellem spillere, der voksede op med serien, og den nye generation, der kun kender Kratos som den trætte, tavse far. Betingelsen er enkel: de gamle spil må ikke genskrives tankeløst linje for linje — især ikke i de passager, der i dag skader fortællingen mere end de beriger den.
