Ringenes Herre efter 25 år: Stadig næsten fejlfri
Et kvart århundrede efter den første dels premiere betragtes Ringenes Herre stadig som standarden for, hvordan storbudget eventyrfilm bør laves. Fantasy-fans vender igen og igen tilbage til Jacksons film, fordi de får det hele på én gang: en gennemarbejdet verden, markante karakterer, episke slag og følelser, der ikke ældes i takt med de visuelle effekter.
For mange filmkendere er Jacksons trilogi næsten immun over for tidens tand – den ser frisk ud selv efter to årtier.
Det er tydeligt i onlinediskussioner: Hver gang nogen nævner en eventuel ny Tolkien-filmatisering, ender samtalen altid med sammenligninger til filmene fra starten af 00'erne. For en stor del af publikum er netop den version af Midgård blevet den definitive, "kanoniske" fortolkning.
Quentin Tarantino sætter spørgsmålstegn ved den herskende konsensus
Instruktøren bag Pulp Fiction indrømmer åbent, at han respekterer Ringenes Herres imponerende omfang – men han mener ikke, at den er nummer ét i filmhistorien. I flere interviews har han forklaret, hvorfor Peter Jacksons trilogi stadig gør enormt indtryk efter alle disse år, og alligevel ikke lever op til hans personlige ideal om den perfekte trilogi, som han hævder næsten er umulig at genskabe.
Tarantino voksede op med en helt anden type film. Han er langt tættere på thrillere, krimier og actionfilm fra 70'erne og 80'erne end på klassisk fantasy. Det farver naturligvis hans vurderingskriterier markant.
Hvorfor det er så svært at lave tre gode film i træk
Tarantino har i årevis understreget, at det at skabe en sammenhængende og stærk trilogi er langt vanskeligere, end det ser ud. Den første film opstår typisk efter mange års finpudsning af manuskriptet. Den anden skabes allerede i skyggen af succesen og studiets pres. Den tredje skal lukke alle tråde og samtidig hæve indsatsen yderligere.
- Del ét – verdensopbygning og karakterintroduktion
- Del to – uddybning af konflikten og karakterudvikling
- Del tre – tilfredsstillende afslutning på historien
I praksis går det ofte galt et sted. Den anden film ender som en gentagelse eller et kaotisk forsøg på at overgå originalen. Den tredje skuffer med sin afslutning, drukner i for mange fortælletråde eller ligner et produkt, der blev presset igennem af en premieredato.
Set fra et instruktørperspektiv svarer tre film af jævn høj kvalitet til et maraton uden hvil – og det er kun en håndfuld skabere, der nogensinde har formået det.
Det der imponerer Tarantino ved Ringenes Herre
Selvom han ikke placerer Ringenes Herre øverst på listen, har Tarantino masser af respekt for Jacksons trilogi. Han fremhæver flere elementer, der har gjort indtryk på ham, også selvom han ikke deler opfattelsen af den som "den bedste trilogi nogensinde".
En filmgigant der stadig ser overraskende tidssvarende ud
Instruktøren anerkender, at den visuelle og tonale konsekvens i Ringenes Herre er sjælden. Alle tre dele blev optaget i én sammenhængende periode med det samme æstetiske udtryk og det samme hold. Det giver seeren fornemmelsen af én stor fortælling frem for en samling løst forbundne film.
Blandingen af praktiske og computeranimerede effekter spiller også en afgørende rolle. Miniaturemodeller, optagelser i ægte landskaber og orkernes makeup betyder, at mange scener stadig ser troværdige ud på trods af det teknologiske spring, filmbranchen har taget siden da.
Følelser vigtigere end effekter
Tarantino understreger ofte, at genrefilm bæres af karakterernes følelser. Ringenes Herre forstår det, mener han, i sine bedste øjeblikke. De centrale scener handler ikke kun om storslåede slag, men også om stille valg hos karaktererne: Sams loyalitet, Ringens fristelse, Frodos sammenbrud.
Jacksons trilogis største styrke er slet ikke de visuelle fyrværkerier, men derimod at seeren genuint bekymrer sig om karakterernes skæbne.
Hvorfor den alligevel ikke er "nummer ét" i filmhistorien for ham
I Tarantinos vurdering er Tolkien-trilogien en stor bedrift – men den opfylder ikke fuldt ud hans personlige kriterier for tre perfekte film. Hans hierarki ser nogenlunde sådan ud:
| Kriterium | Ringenes Herres placering |
|---|---|
| Jævn kvalitet i alle tre dele | Høj, selvom nogle seere kritiserer den første films tempo |
| Dialogernes styrke | Mere klassiske og mindre "skarpe" end Tarantinos foretrukne stil |
| Indflydelse på popkulturen | Enorm, både inden for fantasy og blockbusters generelt |
| Instruktørens personlige stil | Episk og konsistent, men mindre "autorfilmsagtig" end Tarantinos eget arbejde |
Det, der gennemsyrer hans udtalelser, er tanken om, at den ideelle trilogi skal have både et tydeligt personligt forfatterstempel og holde som helhed uden et svagere led. Ringenes Herre opfylder det kriterium for mange. Tarantino ser den snarere som en mesterligt udført adaption af en litterær klassiker end som noget helt enestående i sig selv.
"En sådan bedrift er svær at gentage" – hvad Tarantino egentlig mente
Når instruktøren siger, at en lignende præstation er næsten umulig at kopiere, mener han ikke, at ingen nogensinde vil lave tre fremragende film igen. Han peger snarere på de meget specifikke omstændigheder, der tilsammen skabte succesen med denne Tolkien-filmatisering.
- Hele produktionen blev optaget i én stor sammenhængende optagelsesperiode – uden at projektet strakte sig over årtier
- En relativt ensartet instruktørisk vision med stor indflydelse på hele projektet
- Et tidspunkt i filmhistorien, hvor computereffekterne var udviklede men endnu ikke dominerede over praktiske løsninger
- En enorm fanskare bag det litterære forlæg, klar til at støtte filmen
Tarantino antyder, at nutidens blockbuster-system oftere skubber studierne mod uendelige serier, spin-offs og prequels frem for elegant afsluttede treparts-fortællinger. Forretningsmæssigt er det mere rentabelt at malke en franchise til det yderste end at afslutte den med tre stærke kapitler.
Hvorfor diskussionen om "den bedste trilogi" engagerer fans så voldsomt
Når en anerkendt instruktør offentligt erklærer, at hans favorit er en anden end den mest populære kandidat, blomstrer følelserne straks op i kommentarfelterne. Ringenes Herre har en usædvanligt loyal tilskuerskare, der behandler trilogien som nærmest et referencepunkt for hele eventyrfilmgenren.
Tarantinos stemme indgår i en bredere debat om, hvad der overhovedet afgør "det bedste". For nogle fans handler det om kulturel indflydelse og antallet af priser. For andre er det vigtigere, hvor ofte de vender tilbage til filmene, og hvor stærkt disse historier har formet deres filmsmag.
Striden om den ideelle trilogi er i bund og grund en strid om forskellige definitioner af, hvad film skal være: Et spektakel, et personligt udtryk – eller måske en følelsesmæssig barndomsoplevelse.
Hvad denne diskussion fortæller os om nutidens filmbranchen
Når nogen af Tarantinos kaliber distancerer sig fra den generelle begejstring, opstår der et interessant spejl for hele branchen. På den ene side har vi megaprojekter som Ringenes Herre, hvor alt er underordnet en sammenhængende flerdelssfortælling. På den anden side har vi instruktører, der sætter større pris på afsluttede, personlige historier frem for store universer.
For seerne er det en god anledning til selv at overveje sine egne kriterier. Skal den ideelle trilogi nødvendigvis være spektakulær og behængt med Oscar-statuetter? Eller er det nok, at ingen af delene skuffer i ens personlige erindring, og at der er scener man husker mange år senere?
I praksis laver mange seere intuitivt deres egne private ranglister og blander meget forskellige genrer – fra fantasy over sci-fi til thriller. I sådanne opgørelser havner Ringenes Herre næsten altid meget højt, uanset om man er enig med Tarantino eller ej.
Denne uenighed har også en ekstra sideeffekt: Den lokker folk til at gense filmene. Efter al den debat om én enkelt udtalelse vil mange seere sikkert spole hele trilogien igennem igen – denne gang med spørgsmålet i baghovedet: Hvad er det egentlig ved den, der ikke kan imiteres, og hvor begynder tidens tand at sætte sine spor?
