Den Internationale Rumstation har snart udspillet sin rolle, og amerikanerne har stadig ikke et klart svar på, hvor astronauterne skal flytte hen.
ISS skal forlades og bringes ud af kredsløb senest omkring 2030. For den almindelige læser lyder det som en fjern dato – for NASA og rumfartsindustrien er den dramatisk tæt på. I det amerikanske Senat vokser uroen, fordi programmet for bemandede rumflyvninger endnu ikke har en stabil afløser til den station, der i over to årtier har været hjertet af menneskelig aktivitet i rummet.
ISS skal brænde op i atmosfæren. Uret tikker
Den Internationale Rumstation ældes hurtigt. Konstruktionen, der blev sat i drift i slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne, har længe opereret på grænsen af sine kapaciteter. Ingeniører lappes på den ene fejl efter den anden, men ingen er i tvivl: modulerne holder ikke evigt. Det aftalte ophørstidspunkt falder ved dette årtis afslutning, og et af de afgørende skridt vil være en kontrolleret nedbrænding i de tætte lag af atmosfæren, hvor størstedelen af konstruktionen simpelthen vil fordampe.
Det bliver ikke et spektakulært skuespil af "kosmisk skrot", men derimod en præcis operation. Banen skal styres så omhyggeligt, at resterne lander i et isoleret havområde, der siden længe har fungeret som "kirkegård" for satellitter. Men for forsknings-, forsvars- og erhvervssektoren er noget andet langt vigtigere end selve ødelæggelsen – nemlig det tomrum, der opstår i menneskets faste tilstedeværelse i kredsløb.
ISS forlader kredsløbet omkring 2030. Hvis der ikke er nye faciliteter klar til den tid, kan der opstå en pause i udsendelsen af astronauter til lavt jordkredsløb.
Amerikanske senatorer presser på: kontinuitet i bemandede flyvninger er afgørende
Bekymringerne kommer tydeligst til udtryk fra kredse knyttet til Texas – den stat, hvor blandt andet Johnsons Rumcenter og den berømte base i Houston ligger. Det er her, bemandede missioner har været koordineret i årtier, og hvor astronauter trænes. En republikansk senator fra Texas leder det udvalg, der har ansvar for videnskab og transport, herunder rumpolitik. Hans nærmeste samarbejdspartnere sender NASA et klart signal: en pause i menneskers tilstedeværelse i kredsløb er uacceptabel.
Ifølge amerikanske medier vender én forventning tilbage i næsten enhver samtale om fremtiden for bemandede flyvninger – kontinuitet. Dette miljø ønsker ikke en gentagelse af situationen fra Space Shuttle-programmets slutning, hvor USA i årevis var tvunget til at købe sæder i russiske Soyuz-raketter.
Amerikanske politikere kræver en klar tidsplan fra NASA: ISS forlader kredsløbet, og kommercielle stationer overtager rollen som laboratorium praktisk talt uden afbrydelse.
En ny model: private stationer i kredsløb
NASA's svar på ISS' forestående afslutning er en satsning på den kommercielle sektor. Agenturet ønsker ikke længere selv at finansiere og vedligeholde en gigantisk konstruktion, der sluger milliarder af dollars om året. I stedet agter det at blive én af "kunderne" på stationer bygget af private virksomheder – ligesom det i dag køber transport af gods og besætninger via raketter fra selskaber som SpaceX.
Der foreligger adskillige koncepter for kommercielle orbitalkomplekser. Nogle moduler er tænkt til i første omgang at koble sig til ISS og derefter operere selvstændigt efter stationens ophør. Andre projekter forestiller sig fuldt uafhængige stationer, der sendes direkte i egne baner. Fælles for dem alle er relativt mindre dimensioner, modulær opbygning og bred åbenhed over for forskellige kundegrupper – fra regeringer og universiteter til farmaceutiske virksomheder og teknologikoncerner.
Hvad skal kommercielle stationer levere?
- Forskning i mikrogravitation – videreførelse af biologiske, medicinske og materialemæssige eksperimenter påbegyndt på ISS.
- Teknologiudvikling – afprøvning af nye fremdriftssystemer, robotter og løsninger til fremtidige missioner til Månen og Mars.
- Turistsegment – kortere ophold for privatpersoner finansieret af dem selv eller via sponsorer.
- Erhvervsservices – produktion af specialmaterialer og lægemidler under vægtløshedens særlige betingelser.
Denne model skal sænke udgifterne for amerikanske skatteydere og samtidig øge fleksibiliteten. Hvis én station går ned eller kræver opgradering, kan en anden overtage en del af opgaverne. For NASA er hovedmålet dog stadig adgangen til en pålidelig forskningsplatform, der kan erstatte ISS.
En stram tidsplan og reelle risici
Selv de mest imponerende visualiseringer af nye moduler ændrer ikke ved én grundlæggende kendsgerning: det tager mange år at designe, bygge, teste og placere en fungerende station i kredsløb. Fra et præsentationsmøde til det første bemandede dokningsmanøvre er der en lang og ofte besværlig vej fyldt med tests, certificeringer og forsinkelser.
NASA, der har lært af tidligere programmers erfaringer, ved, at ikke ethvert projekt ender i den form, det startede. Her er fejlmargenen lille, for arbejdstidsplanen skal falde præcis sammen med datoen for ISS' endelige nedlukning. Hvis de kommercielle stationer ikke er klar i tide, kan konsekvenserne være alvorlige:
| Scenarie | Mulige konsekvenser |
|---|---|
| Kort pause i bemandede flyvninger til LEO | Tab af forskningsmæssigt momentum, dårligere forberedelse til månefærder og Mars-missioner |
| Styrkede konkurrenters position | Kinas fordel, da landet udvikler sin egen station og kan tiltrække udenlandske agenturer |
| Tilbagevenden til fremmed infrastruktur | Risiko for politisk afhængighed af andre lande eller begrænsede pladser til amerikanske astronauter |
For forskningsmiljøet kan selv to til tre års pause betyde tab af generationer af studier, brud i langsigtede eksperimenter og vanskeligere forsvar af budgetter. Derfor vokser presset fra senatorer og eksperter med hver ny rapport om ISS' tilstand.
Hvad sker der med resten af verden, når ISS slukker?
ISS har hidtil været et symbol på internationalt samarbejde – fra amerikanere og europæere over Japan til Rusland. Den har givet mange lande deres eneste mulighed for at sende egne astronauter i kredsløb. Når stationens mission er slut, kan magtbalancen forskydes.
Kina udvikler konsekvent sin egen station med det mål at tiltrække partnere, der ikke finder plads i NASA-tilknyttede programmer, eller som søger et alternativ. Europa, Canada og Japan er til gengæld i høj grad afhængige af, om det kommercielle stationsprogram i USA lykkes.
Den gennemsnitlige jordbeboer vil ikke mærke en forskel fra den ene dag til den anden, når ISS deorbiteres. For lande, der investerer i bemandede rumflyvninger, udgør det derimod et nyt kort over indflydelse og alliancer.
Hvorfor er en konstant menneskelig tilstedeværelse i kredsløb så vigtig?
Faste beboere i lavt jordkredsløb er ikke blot et prestigesymbol. De udgør først og fremmest et levende laboratorium, der gør det muligt at observere virkningerne af langvarig ophold i vægtløshed, kosmisk stråling og isolation. Uden sådan infrastruktur er det langt vanskeligere at planlægge sikre missioner, der varer måneder eller år, som f.eks. rejser til Mars.
Forskere undersøger i rummet blandt andet muskeltab, forandringer i knoglesystemet, mikrogravitationens indvirkning på synet og kredsløbet samt kroppens væskers opførsel. Nogle af disse effekter kan simuleres på Jorden, men kun langvarige ophold i kredsløb giver det fulde billede. En pause i forskningen forsinker den akkumulerede viden og vanskeliggør langsigtede sammenligninger.
Rummets fremtid som et politisk og forretningsmæssigt anliggende
Diskussionen om ISS' efterfølger foregår ikke udelukkende blandt forskere og ingeniører. Det er et felt, hvor nationale ambitioner, store virksomheders interesser og reelle økonomiske gevinster mødes. En station handler ikke kun om forskning – det drejer sig også om kontrakter til industrien, arbejdspladser og teknologiudvikling, der senere finder vej ned til Jorden, f.eks. inden for medicin og telekommunikation.
I USA fungerer sådanne projekter som en "magnet" for innovation i regioner centreret omkring rumcentre. Politikernes pres udspringer derfor ikke udelukkende af bekymring for videnskaben – det handler også om at fastholde deres staters og valgkredses position i fordelingen af rummets muligheder.
De beslutninger, der træffes i dag om ISS og kommercielle stationer, vil definere adgangen til kredsløb for hele den næste generation. Det afgør, om fremtidige forskere og astronauter vil have lettere adgang til mikrogravitationsforskning, eller om de i stedet vil være henvist til enkelte pladser i udenlandske programmer. Det er derfor værd at følge ikke kun spektakulære raketstarter, men også tilsyneladende tekniske stridigheder om tidsplaner og kontrakter – for det er dem, der i virkeligheden bestemmer, hvem der bliver herre i rummets nabolag efter ISS-æraen.
