Quentin Tarantino sætter gang i debatten om filmhistoriens bedste trilogi
Quentin Tarantino har igen skabt røre blandt filmfans — denne gang ved at blande sig i en af biografverdenens mest betændte diskussioner. Hvad er egentlig den bedste filmtrilogi nogensinde?
Instruktøren bag Pulp Fiction indrømmer åbent, at han har stor respekt for Ringenes Herre. Men han placerer den ikke øverst på sin personlige liste. I flere interviews har han forklaret, hvorfor Peter Jacksons trilogi stadig imponerer ham efter alle disse år — og alligevel ikke lever op til hans absolutte ideal.
Ringenes Herre efter 25 år: næsten upåklagelig
Et kvart århundrede efter premieren på den første film betragtes Ringenes Herre stadig som en målestok for, hvordan man laver storstilet eventyrfilm. Fantasyfans vender igen og igen tilbage til Jacksons film, fordi de får det hele på én gang: en gennemarbejdet verden, markante karakterer, episke slag og følelser, der ikke ældes i takt med specialeffekterne.
Mange biografgængere mener, at Jacksons trilogi er næsten perfekt og tidløs — den ser frisk ud selv to årtier senere.
Det ses tydeligt i onlinediskussioner: hver gang nogen nævner nye filmadaptationer af Tolkiens univers, ender samtalen med sammenligninger til filmene fra begyndelsen af 2000'erne. For en stor del af publikum er netop den version af Midgård blevet den endegyldige, kanoniske fortolkning.
Hvorfor instruktører så sjældent leverer tre stærke film i træk
Tarantino har i årevis fremhævet, at det at skabe en sammenhængende og stærk trilogi er langt vanskeligere, end det umiddelbart ser ud. Den første film opstår typisk efter mange år med finpudsning af manuskriptet. Den anden skabes allerede i skyggen af succesen og studiets pres. Den tredje skal lukke alle tråde — og samtidig hæve indsatsen yderligere.
- Del ét – opbygning af verden og karakterer
- Del to – uddybning af konflikten og karakterudvikling
- Del tre – en tilfredsstillende afslutning på historien
I praksis går det ofte galt et sted. Den anden film bliver tit en gentagelse eller et kaotisk forsøg på at overgå originalen. Den tredje skuffer ikke sjældent med sin afslutning, drukner i for mange fortælletråde eller bærer præg af en deadline, der var vigtigere end kvaliteten.
Set fra et instruktørhåndværksmæssigt synspunkt er tre kvalitetsmæssigt jævnbyrdige film næsten som et maraton uden pause — og det er kun lykkedes for en håndfuld skabere.
Hvad imponerer Tarantino mest ved Ringenes Herre
Selvom han ikke kårer Ringenes Herre til toppen, nærer Tarantino oprigtig beundring for Jacksons trilogi. Han fremhæver flere elementer, der har gjort indtryk på ham — selv om han ikke deler opfattelsen af, at det er "den bedste trilogi i filmhistorien".
En filmgigant der stadig ser overraskende tidssvarende ud
Instruktøren anerkender, at den visuelle og tonale konsekvens i Ringenes Herre er sjælden. Alle tre dele blev optaget i ét sammenhængende forløb med den samme æstetik og det samme hold. Det giver seeren en fornemmelse af én stor fortælling snarere end en samling løst forbundne film.
Blandingen af praktiske og digitale effekter spiller også en væsentlig rolle. Miniaturemodeller, sæt i rigtige naturomgivelser og orkernes makeup betyder, at mange scener stadig ser troværdige ud — på trods af det teknologiske spring, filmindustrien har taget siden da.
Følelser vigtigere end effekter
Tarantino understreger ofte, at genrefilm bæres af karakterernes følelser. Ringenes Herre forstår dette til fulde i sine bedste øjeblikke, mener han. De centrale scener er ikke kun storslåede slag, men også karakterernes intime valg: Sams loyalitet, Ringens fristelse, Frodos sammenbrud.
Jacksons trilogis største styrke er ikke de visuelle fyrværkerier, men det faktum at seeren oprigtigt bekymrer sig om karakterernes skæbner.
Hvorfor det alligevel ikke er "nummer ét" i filmhistorien
Efter Tarantinos vurdering er Tolkien-trilogien en stor bedrift — men den opfylder ikke fuldt ud hans personlige kriterier for "de tre ideelle film". Instruktøren voksede op med en helt anden type kino, der ligger ham nærmere end klassisk fantasy: krimi, thriller og actionfilm fra 1970'erne og 80'erne.
I hans hierarki vægter han primært følgende:
| Kriterium | Hvordan Ringenes Herre klarer sig |
|---|---|
| Jævn kvalitet i alle tre dele | Høj, selv om nogle seere kritiserer tempoet i den første film |
| Dialogernes styrke | Mere klassiske og mindre "skarpe" end det, Tarantino foretrækker |
| Indflydelse på popkulturen | Enorm, både inden for fantasy og blockbustere generelt |
| Instruktørens personlige stil | Episk og konsekvent, men mindre "autoriel" end i Tarantinos egne film |
Det, der skinner igennem i hans udtalelser, er tanken om, at en ideel trilogi både skal bære et tydeligt forfattermærke og fungere som en helhed uden svage led. Ringenes Herre opfylder det for mange. Men Tarantino ser den snarere som en mesterligt gennemført adaptation af en litterær klassiker end som noget helt unikt og uigentageligt.
"En sådan bedrift er svær at gentage" — hvad Tarantino egentlig mente
Når instruktøren siger, at en lignende præstation nærmest er umulig at kopiere, mener han ikke, at ingen nogensinde vil lave tre fremragende film igen. Han peger snarere på de helt specifikke omstændigheder, der bidrog til succesen med denne Tolkien-adaptation.
- Hele produktionen blev optaget i ét stort sammenhængende forløb — uden at strække projektet over årtier
- En relativt samlet vision fra en instruktør med stor indflydelse på projektet
- Et tidspunkt i filmhistorien, hvor digitale effekter var udviklet, men endnu ikke dominerede over praktiske løsninger
- En massiv fanskare bag det litterære forlæg, klar til at støtte filmene
Tarantino antyder, at nutidens blockbustersystem oftere driver studier i retning af uendelige serier, spin-offs og prequels end elegante, afsluttede treparts-fortællinger. Forretningsmæssigt er det mere indbringende at malke franchises til det yderste end at afslutte dem med tre stærke kapitler.
Hvorfor diskussionen om "den bedste trilogi" sætter så mange følelser i gang
Når en anerkendt instruktør offentligt erklærer, at hans favorit er en anden end den, der oftest nævnes, strømmer reaktionerne til i kommentarsporene. Ringenes Herre har et usædvanligt loyalt publikum, der behandler trilogien som nærmest en absolut reference for hele eventyrkino-genren.
Tarantinos stemme indgår i en bredere debat om, hvad der egentlig afgør "det bedste". For nogle fans handler det om kulturel indflydelse og antal priser. For andre er det vigtigere, hvor ofte de vender tilbage til filmene, og hvor dybt disse historier har formet deres filmsmag.
Striden om den ideelle trilogi er i bund og grund en strid om forskellige definitioner af, hvad film skal være: spektakel, kunstnerisk udtryk — eller måske en følelsesmæssig barndomsoplevelse.
Hvad denne diskussion siger om nutidens filmindustri
Når en person som Tarantino distancerer sig fra den brede begejstring, opstår der et interessant spejl for hele branchen. På den ene side har vi megaprojekter som Ringenes Herre, hvor alt er underordnet en sammenhængende, flervolumens fortælling. På den anden side er der instruktører, der sætter større pris på afsluttede, personlige historier frem for store universer.
For seerne er det et godt tidspunkt at reflektere over sine egne kriterier. Skal en ideel trilogi være spektakulær og behængt med Oscar-statuetter? Eller er det nok, at ingen af delene halter, og at hver film indeholder scener, man husker i årevis?
I praksis laver mange mennesker intuitivt deres eget private rangordning — og blander ofte meget forskellige genrer: fra fantasy over science fiction til thriller. I en sådan opstilling havner Ringenes Herre næsten altid meget højt, uanset om man er enig med Tarantino eller ej.
Denne uenighed har også en ekstra effekt: den frister til endnu en visning. Efter så meget røre omkring én enkelt udtalelse vil mere end én seer gense hele trilogien og forsøge at betragte den med friske øjne — med spørgsmålet i baghovedet om, hvad der virkelig er uovertræffeligt ved den, og hvor tidens tand trods alt har sat sine spor.
