Fra "ørkenen man ikke vender tilbage fra" til en fabrik for skaldyr
På et af jordens mest udtørrede steder er der opstået tusindvis af vandbassiner. Der, hvor man engang risikerede at dø af tørst, vokser nu haller, tanke og anlæg, hvor kineserne opdræter fisk og skaldyr i industriel skala.
Taklamakan-ørkenen har i hundredvis af generationer skabt frygt hos de handlende, der rejste ad den gamle silkevej. I dag foregår der noget i dette område, som få ville have troet muligt for blot et par årtier siden.
En af verdens mest uvejsomme ørkener
Taklamakan ligger i Xinjiang-regionen i det vestlige Kina og regnes blandt planetens hårdeste steder. Vandrende sandklitter, ekstreme temperaturer og voldsomme storme fik i årtier karavaner til at vælge hundredvis af kilometers omvej frem for at krydse dette område.
Ørkenens navn har blandt uighurerne længe været forbundet med et sted, man ikke vender hjem fra. Netop derfor er det så overraskende, hvad der nu foregår der. Set fra luften ligner dele af Taklamakan efterhånden et mønster af blå rektangler — bassiner, hvor der i stedet for sand ses vand og fisk.
Taklamakan, i århundreder et symbol på død og tørke, er blevet et af verdens mest usædvanlige centre for akvakultur.
De kinesiske myndigheder roser sig af at have forvandlet dette "sandhelvede" til et produktionscenter for skaldyr. Det er ikke et lille forsøg, men en industriel satsning målt i hundredtusindvis af ton om året.
Kan man opdræte fisk i en ørken? Kina viser, at det er muligt
Det største problem i Taklamakan er ikke blot manglen på vand. Jordbunden i området er stærkt saltet og basisk. Almindeligt landbrug fungerer nærmest ikke her — afgrøder, grøntsager og frugttræer visner, inden de for alvor er kommet i gang.
Ingeniørerne valgte derfor at fokusere på vand frem for jord. I stedet for at forsøge at "helbrede" jordbunden hentede de salt grundvand og saltholdigt vand fra Tarim-floden. Derefter begyndte de at modificere vandets kemiske sammensætning, så det kom til at ligne fuldt funktionelt havvand.
Et kemisk laboratorium midt i ørkenen
Hele processen minder om et gigantisk laboratorium. Vandet ledes gennem anlæg, hvor:
- uønskede forureningsstoffer og overskydende salte fjernes,
- pH-værdien reguleres præcist,
- saltindholdet tilpasses de specifikke krav hos hvert enkelt art,
- temperaturen konstant holdes under kontrol, på trods af enorme udsving mellem dag og nat.
Takket være denne metode lykkes det i de kunstige bassiner at genskabe forhold, der minder om kystnære farvande. Der opdrætes blandt andet forskellige rovfiskearter, rejer og andre skaldyr, som normalt forbindes med kysten — ikke med sand.
Når haller med klimakontrol og rækker af bassiner dukker op ved siden af sandklitter i ørkenlandskabet, begynder grænsen mellem "naturligt" og "kunstigt" at udviskes.
Produktionen i Xinjiang-regionen har allerede nærmet sig knap to hundrede tusinde ton om året. Det er et resultat, der på få år har løftet Taklamakan op på listen over vigtige indlandsakvakulturcentre.
Hvorfor investerer Kina milliarder i fisk på sand
Det kan virke mærkeligt at bygge et "marint" opdrætsanlæg på et af Asiens tørreste steder. Set fra Beijings perspektiv giver det dog mening af flere klare årsager — både økonomiske og geopolitiske.
Mindre afhængighed af havfiskeri på åbent hav
Det kinesiske samfund forbruger enorme mængder fisk og skaldyr. En del stammer fra egne kystnære farvande, noget fra import og fra fiskeri i fjerne farvande. Det er en dyr og stadig mere risikabel forsyningskæde, der er sårbar over for konflikter om fiskerirettigheder og stramme internationale regler.
Indlandsbaseret akvakultur giver mulighed for at reducere presset på naturlige fiskebestande. Jo mere der kan produceres under kontrollerede forhold, desto mindre afhæng er man af åbent hav og transport tværs over hele landet.
Et "indre hav" for regioner langt fra kysten
Xinjiang ligger tusindvis af kilometer fra Kinas østlige kyster. At transportere fersk fisk fra havnebyer til byer inde i landet er dyrt og kræver kølelogistik og hurtig distribution. Ørkenopdrættet forkorter denne forsyningskæde markant.
Kinesiske embedsmænd taler direkte om skabelsen af et kunstigt "indre hav" i områder, hvor der hidtil næsten ikke fandtes moderne fødevareproduktion. Fisk fra Taklamakan kan leveres til den lokale befolkning, til kantiner på industrianlæg eller til militærenheder placeret i regionen.
| Projektets formål | Forventet effekt |
|---|---|
| Øge den nationale produktion af skaldyr | Større fødevaresuverænitet |
| Mindske presset på naturlige fiskebestande | Begrænsning af overfiskeri og ressourcekonflikter |
| Udvikling af fattigere vestlige regioner | Nye arbejdspladser og investeringer i Xinjiang |
Hvor kommer vandet fra, og hvad med miljøet?
Det centrale spørgsmål er vandets oprindelse. Modsat hvad man måske tror, er ørkenen ikke fuldstændig vandfattig. Vand tilføres af floder, der fødes af smeltende sne og gletschere fra bjergene omkring Taklamakan, samt fra dybere grundvandslag.
Kinesiske ingeniører udnytter dele af disse ressourcer ved at lede vandet gennem et netværk af kanaler, reservoirer og rensningsanlæg. I mange komplekser bruges et lukket kredsløbssystem, hvor vandet fra bassinerne renses, returneres til systemet og bruges igen.
Jo flere gange det samme vand cirkulerer i systemet, desto mindre nyt vand behøver man at tilføre ørkenområdet.
Ikke desto mindre påpeger miljøspecialister en række potentielle spændinger. For det første kan de smeltende gletschere på længere sigt levere stadig mindre vand, hvilket vil lægge pres på alle forbrugere — fra landbrug til industri.
For det andet kan dårligt styrede opdrætsanlæg blive en kilde til forurening, hvis overskud af næringsstoffer, antibiotika eller kemikalier begynder at sive ud i jorden eller nærliggende vandløb. Derfor er vandkvalitetskontrol i alle led af processen helt afgørende.
Taklamakan som teknologisk testlaboratorium
Ørkenens akvakulturanlæg i Xinjiang tjener endnu et formål: de fungerer som laboratorium for ny teknologi. Hvis et system til vandrecirkulation, kemisk sammensætningskontrol og temperaturstyring virker i et af verdens mest ekstreme klimaer, er det lettere at anvende det under mildere forhold bagefter.
Sådanne løsninger interesserer ikke kun Kina. Lande med store tørre arealer og begrænset adgang til fersk fisk — fra Mellemøsten til Nordafrika — betragter projekterne i Taklamakan som en afgørende test på, om akvakultur kan kombineres med et vanskeligt klima.
I praksis er denne model stærkt afhængig af avanceret ingeniørkunst, elektricitet og teknologileverancer. Den kræver også kvalificeret personale. Det er ikke en traditionel fiskedam, der kan drives med minimale tekniske ressourcer. I ørkenen kan enhver fejl — et strømsvigt, kemisk ubalance i vandet — hurtigt sætte hele opdrætsanlægget i fare.
Fisk fra Taklamakan er mere end blot en kuriositet. De peger på en retning, som økonomier, der ønsker at frigøre sig fra fødevareimport, kan bevæge sig i — samtidig med at de støder på begrænsningerne ved "traditionelt" landbrug. På den ene side ser man en imponerende teknologisk opfindsomhed, på den anden et system, der er sårbart over for strømsvigt, vandkriser og politiske spændinger i regioner, hvor infrastruktur opbygges hurtigere, end der opnås lokal social accept.
