Under vandet ud for Alexandrias kyst er arkæologer stødt på gigantiske stenblokke, der fuldstændig ændrer vores forståelse af oldtidens historie.
Fundet stammer fra ét af oldtidens mest berømte ingeniørværker. Et forskerhold har hentet massive konstruktionselementer op fra bunden af Alexandrias havn – rester af det fyrtårn, der regnes som ét af verdens syv underværker. Det er et sjældent øjeblik, hvor en tilsyneladende myte pludselig får håndgribelig form.
Gigantiske stenblokke fra havnens bund i Alexandria
Arbejdet foregår i umiddelbar nærhed af den moderne havn. Dykkere og marine arkæologer, udstyret med sonar og 3D-scannere, har lokaliseret en samling enorme sten, der hviler nogle få meter under overfladen. Efter en grundig analyse stod det klart, at der ikke er tale om tilfældige klippeblokke, men omhyggeligt bearbejdede fragmenter fra en oldtidsbygning.
I alt 22 arkitektoniske elementer er blevet bragt op. Hvert enkelt vejer titusinder af ton, hvilket i sig selv vidner om det oprindelige bygværks imponerende omfang. Blandt dem identificerer forskerne dele af en monumental port, der førte ind til komplekset, samt fragmenter af en pylon – en massiv, tårnlignende konstruktion, der er karakteristisk for egyptisk arkitektur.
De fundne blokke har ligget under vand i cirka 1.600 år. På trods af tidens gang er de bevaret så godt, at man kan aflæse deres form, proportioner og bearbejdningsmetode.
Fragmenterne renses og konserveres i øjeblikket i specialiserede laboratorier. Sideløbende udføres petrografiske analyser for at fastslå stenens nøjagtige oprindelse. Det vil afsløre, fra hvilke stenbrud materialet er hentet, og hvor langt disse kolossale elementer har rejst.
Hvorfor dette fund er så afgørende for videnskaben
Overraskende nok ved vi stadig meget lidt om Alexandrias fyrtårn, i betragtning af dets verdensberømmelse. Det meste af vores viden stammer fra antikke forfatteres beskrivelser, der ofte er fragmentariske og indbyrdes modstridende. Fysiske levn har hidtil været få og spredt rundt på havbunden.
- De nyligt opgravede blokke er store og relativt komplette.
- De giver et reelt billede af de enkelte konstruktionsdeles målestok.
- De afslører, hvilke teknikker der blev brugt under byggeriet.
- De hjælper med at korrigere fejl i hidtidige rekonstruktioner.
For forskerne er det som pludselig at få fat i de manglende brikker i et puslespil. Portens og pylonens elementer hjælper ikke blot med at genskabe indgangspartiets udseende, men også med at forstå lastfordelingen og den måde, bygmestrene stabiliserede et så højt byggeri på den lille ø ved havnens indgang.
Hvordan det berømte fyrtårn i Alexandria tog sig ud
Fyrtårnet blev opført omkring 280 f.Kr. under Ptolemaios II's styre. Det stod på øen Faros, hvorfra det har sit navn – i mange sprog stammer ordet for fyrtårn faktisk fra dette sted. Dets formål var at guide skibe ind til én af Middelhavets mest trafikerede havne.
Bygningens højde anslås til over 100 meter. For datidens søfarere må det have gjort omtrent samme indtryk som nutidens skyskrabere. Bygningen bestod af tre tydelige sektioner: en bred, massiv firkanten base, et ottekantigt mellemstokværk og et cylindrisk tårn kronet af en platform.
På toppen brændte et bål, hvis lys blev forstærket af en metalskål eller et spejlsystem. Herved var lyset synligt på op til flere titusinder af kilometer.
Fyrtårnet oplevede adskillige jordskælv gennem sin levetid. Rystelserne svækkede fundamentet og murene, og i middelalderen begyndte konstruktionen gradvist at smuldre. Det endelige sammenbrud fandt sted i begyndelsen af 1400-tallet. En del af materialet blev siden nedrevet og genbrugt til opførelsen af et fort på samme sted.
Genoptagelse af undervandsforskning i 1990'erne
Det var først i anden halvdel af det 20. århundrede, at forskerne fik bekræftet, at ruinerne stadig lå på havnens bund. Intensive undervandsarkæologiske undersøgelser tog fart i 1990'erne, hvor sonar, satellitbilleder og dykning blev brugt til systematisk at kortlægge blokke, søjler og skulpturer.
Det nuværende arbejde er en videreførelse af disse banebrydende projekter, men benytter sig af helt andre redskaber. I stedet for klassisk tegnedokumentation anvendes 3D-scanning, fotogrammetri og computersimulering. Det er netop takket være disse metoder, at de nye elementer fra havnebunden nu kan indpasses i en digital rekonstruktion af hele bygværket.
Projektet "Pharos": digital genopbygning af en oldtidskonstruktion
Med udgangspunkt i fundene arbejder et hold af arkitekter og arkæologer på et projekt ved navn "Pharos". Målet er at skabe den mest præcise digitale model af det tidligere fyrtårn. Hver blok, der hentes op fra havet, gennemgår samme forløb: rensning, beskrivelse, højopløsnings-scanning og registrering i en database.
Specialisterne roterer virtuelle modeller, sammenligner form og mål og "samler" dem derefter som brikker i et puslespil. På den måde kan man afprøve forskellige versioner af de enkelte etagers udseende, kontrollere proportionerne og efterprøve gamle rekonstruktionstegninger. 3D-modellen giver desuden mulighed for at køre ingeniørmæssige belastningssimuleringer.
| Arbejdsfase | Formål |
|---|---|
| 3D-scanning af blokke | Præcis registrering af form og bevaringstilstand |
| Komparativ analyse | Indpasning af elementer i konkrete dele af konstruktionen |
| Digital modellering | Udarbejdelse af bygværkets fulde form i målestok |
| Belastningssimuleringer | Undersøgelse af konstruktionens reaktion på vind og rystelser |
Forskerne undersøger blandt andet, om konstruktionen kan være styrtet sammen som følge af ét kraftigt jordskælv, eller snarere af mange mindre rystelser, der gradvist akkumulerede skader. De ser også på, hvordan vægten fordelte sig på de enkelte etager, og om de anvendte materialer var tilstrækkeligt egnede til et så højt byggeri.
Et fyrtårn man vil kunne "besøge" online
Resultatet af projektet bliver ikke kun en videnskabelig rapport, men også en visualisering beregnet til en bred offentlighed. Planen er at skabe en virtuel rundtur i Alexandrias havn, som den så ud i oldtiden. Brugeren vil kunne skifte mellem et udsyn fra havoverfladen og et panorama fra selve fyrtårnets top.
For nutidens egyptere er det en måde at genopvække et stykke historie, der i århundreder har ligget skjult under vandet. For turister er det en ny attraktion, der forener teknologi med arkæologi. For forskere er det et redskab til at afprøve nye hypoteser uden at røre ved de skrøbelige rester på havnebunden.
Egypten som historiens laboratorium under vand
Alexandriaregionen rummer langt mere end blot fyrtårnet. På et forholdsvis begrænset område hviler resterne af paladser, templer og hele bydele, der er sunket i havet som følge af tektoniske bevægelser og ændringer i kystlinjen. Hver ny udgravningskampagne blotlægger nye partier af stenbyggeri, søjle- og statuefragmenter og sommetider hele indskrifter.
Undervandsarkæologi kræver dyrt udstyr, tæt samarbejde med tekniske dykkere og stor tålmodighed. Arbejdsforholdene er ofte besværlige – havstrømme, begrænset sigtbarhed og skibstrafik i havnen. Alligevel investerer Egypten konsekvent i den slags projekter, fordi man ser et enormt potentiale i dem – ikke kun videnskabeligt, men også uddannelsesmæssigt og turistmæssigt.
Fortidsminder, der efterlades på havbunden under kontrollerede forhold, bliver en slags "undervandsmuser", der tiltrækker dykkere fra hele verden.
Der opstår samtidig et grundlæggende spørgsmål om, hvad der bedst tjener bevaringen af kulturarven: at hente så mange genstande op som muligt, eller at lade dem blive på stedet under vandets beskyttelse. I tilfælde af så spektakulære konstruktioner som det gamle fyrtårn ender de vigtigste elementer i laboratorier, mens en del af blokkene forbliver i havet som vidnesbyrd om den oprindelige kontekst.
Hvad dette fund betyder for den almene historieinteresserede
For dem, der primært kender Alexandrias fyrtårn fra listen over oldtidens syv underværker, er det nuværende arbejde en chance for at betragte det mindre som en myte og mere som et reelt ingeniørværk. I stedet for forestillinger baseret på fantasifulde tegninger vil man nu kunne se tværsnit, stenhuggerdetaljer og murenes faktiske tykkelse.
De nye data lærer os også en vis skepsis over for de skemaer, vi kender fra lærebøgerne. En del af de populære illustrationer opstod for årtier siden på baggrund af meget begrænsede oplysninger og trænger i dag til revision. Digitaliseringen af blokkene fra havnebunden vil gradvist gøre det muligt at opdatere illustrationerne i museer, bøger og undervisningsmateriale.
For lærere og guider er det fremragende materiale til at vise elever, hvordan moderne arkæologi fungerer: fra en dykker med et målebånd på havbunden, over scanning i laboratoriet, til en realistisk model på en skærm. Og for mange historieentusiaster er det en opfordring til at se på Egypten ikke kun gennem pyramidernes linse, men også gennem de knap så åbenlyse, men lige så fascinerende havnekonstruktioner.
