Denne europæer er sandsynligvis den første til at sætte fod på Månen

Europa har fået mere end en invitation – det har fået en reel chance

Bag kulisserne i det internationale rumprogram er der truffet en beslutning, der kan omskrive Europas plads i historien om bemandede rumrejser. Takket være en ny aftale med NASA vil europæiske astronauter ikke bare flyve i nærheden af Månen – en af dem kan meget vel faktisk sætte fod på dens overflade. Og der er allerede en klar favorit til rollen.

Europa er blevet et uundværligt fundament i Artemis-programmet

Artemis-programmet skal for første gang siden Apollo-missionerne i 1960'erne og 70'erne bringe mennesker tilbage til Månen. Men denne gang handler USA ikke alene. NASA har bygget hele projektet op som et internationalt samarbejde, og Den Europæiske Rumorganisation (ESA) er blevet en af de bærende søjler.

Til gengæld for konkrete, ekstremt kostbare og teknisk avancerede bidrag har Europa forhandlet sig til pladser til sine astronauter i besætningerne på måneflyene. Det fungerer som en byttehandel i ordets reneste forstand: teknologi og udstyr mod sæder i rumskibet.

Uden det centrale modul, der bygges i Europa, ville Orion-rumskibet aldrig nå frem til Månens kredsløb. Det vender magtforholdet mellem NASA og ESA på hovedet.

Kernen i det europæiske bidrag er European Service Module (ESM), som er monteret bag på Orion-kapslen. Det er dette modul, der står for:

• fremdrift og korrektioner af flyvebanerne,
• levering af elektrisk energi,
• termisk styring, altså opretholdelse af de rette temperaturer,
• opbevaring af brændstof, vand og reservedele.

Sagt med andre ord: hvis Orion er bilen, så er ESM på én gang motor, brændstoftank, kølesystem og generator. Uden det er en bemandet flyvning til Månen simpelthen umulig.

Gateway – rumstationen, hvor Europa sætter dagsordenen

Et andet område, hvor Europa spiller en afgørende rolle, er den orbitale station Gateway. Det er en lille udgave af Den Internationale Rumstation, blot i kredsløb om Månen frem for Jorden. Den skal fungere som mellemstation for besætninger, opbevaringssted for udstyr og udgangspunkt for månelandere.

ESA har forpligtet sig til at bygge to kritiske elementer af Gateway:

• I-Hab – det beboelsesmodul, hvor astronauterne skal leve og arbejde,
• Esprit – et forsyningsmodul, der håndterer brændstof, kommunikation og opbevaring af last.

Bag denne tekniske puslespil ligger en klar politisk konsekvens: amerikanere og europæere har aftalt, at mindst tre ESA-astronauter skal flyve til Gateway. Og scenariet, hvor en europæer faktisk lander på Månen, er holdt op med at være en drøm og er nu en konkret arbejdsplan.

Tre garanterede pladser til europæere på månerelaterede missioner og en voksende sandsynlighed for, at én af dem faktisk sætter fod på overfladen.

Hvem fra Europa sætter fod på måneoverfladen som den første?

Nu hvor Europa har sikret sig en plads ved månens bord, er det store spørgsmål: hvem er det, der tager rumdragt på og faktisk flyver? ESA gør det klart, at de første missioner vil indebære en nådesløs udvælgelsesproces.

Indsatsen er enorm, risikoen er høj, og kravene er maksimale. Tre ting tæller:

• erfaring fra langvarige rumflyvninger,
• dokumenterede lederevner,
• fysisk og psykisk robusthed under ekstreme forhold.

Den nye generation af ESA-astronauter – heriblandt den franske testpilot Sophie Adenot – er i høj grad kandidater til programmets senere faser. I første omgang vil NASA og ESA lede efter rutinerede veteraner med måneder i kredsløb og erfaring med reelle krisesituationer bag sig.

Thomas Pesquet – den naturlige kandidat nummer ét

På listen over navne skiller ét sig markant ud. Det er Thomas Pesquet, i dag den mest erfarne aktive astronaut i ESA.

Pesquet har to langvarige missioner på Den Internationale Rumstation (ISS) bag sig. Under én af dem var han stationschef – en sjælden distinktion for en astronaut uden for USA. Han har tilbragt over et år i rummet, gennemført videnskabelige eksperimenter, befundet sig i det åbne rum og opretholdt en enorm synlighed på Jorden.

Den mest erfarne aktive ESA-astronaut, tidligere ISS-kommandant og en teknisk specialist, der er bredt respekteret af NASA – det er en profil, der passer præcis til den ideelle kandidat.

Den franske rumorganisation og ESA tier officielt. Ingen vil afgive erklæringer, før NASA har tildelt besætninger til konkrete missioner. Alligevel peger meget på, at den interne planlægning allerede nu regner med Pesquet som favorit til den første europæiske månelandingsmission.

Argumenterne taler for ham:

• dokumenteret erfaring med at lede et stort, internationalt team,
• høj synlighed i Europa, som har politisk og imagemæssig betydning,
• stærke arbejdsrelationer med NASA opbygget under ISS-missionerne,
• alder og fysisk form, der muliggør deltagelse i en krævende mission omkring 2030.

Hvad ser planen for Artemis-missionerne ud?

Artemis-programmet er en serie missioner, der trin for trin skal etablere en permanent menneskelig tilstedeværelse i nærheden af Månen. Den officielle tidsplan er allerede rykket flere gange, men den overordnede struktur er forblevet nogenlunde den samme.

Der tales mest om Artemis IV, der er planlagt til omkring 2028. Det er netop da, at I-Hab-modulet skal ankomme til Gateway – den største enkelt "byggeklods" leveret af Europa overhovedet.

Set fra et politisk og imagemæssigt perspektiv er det svært at forestille sig, at denne besætning ikke vil inkludere en ESA-repræsentant. Det er den perfekte baggrund for at vise, at Europa ikke bare betaler for udstyr, men faktisk også bruger det – via sine egne astronauter.

Artemis IV tegner sig i dag som det mest sandsynlige "startvindue" for den første europæer ved Månen og måske det første skridt mod en egentlig landing.

Træning i Köln er allerede rettet mod Månen

Europæiske astronauter forbereder sig til dette scenarie på ESA's træningscenter i Köln. Træningsprogrammet er gradvist ved at flytte fokus fra typiske "stationære" opgaver i jordens kredsløb til månerelaterede operationer.

Planen indeholder blandt andet:

• fejlscenarier under tilgang til Gateway,
• procedurer for dokking af moduler, herunder I-Hab,
• simuleringer af arbejde med forsinket kommunikation til Jorden,
• opgaver relateret til forberedelse af besætningen til nedstigning på overfladen.

Det er et klart signal om, at ESA ikke planlægger blot at være leverandør af udstyr, men en reel operatør af dele af missionerne i månerummet.

Hvad betyder disse missioner for almindelige europæere?

For den gennemsnitlige skatteyder kan visionen om én astronaut på Månen lyde abstrakt. I praksis driver denne type programmer hele sektorer af økonomien – fra virksomheder, der leverer kompositmaterialer, til forskning i nye energisystemer, kommunikation og rumfartsrelateret medicin.

Teknologierne fra European Service Module kan for eksempel i fremtiden finde vej til:

• energistyringssystemer i satellitter og fly,
• køleløsninger til supercomputere og datacentre,
• nye typer batterier og energilagring til vedvarende energi.

Projektet har desuden en enorm symbolsk vægt: unge mennesker kan se, at en karriere som ingeniør, fysiker eller astronaut ikke længere er forbeholdt USA eller Rusland. Det påvirker ofte studievalg og bidrager derefter til væksten i hele teknologibrancher i Europa.

Der er naturligvis også udfordringer. Måneflyveture er ekstremt dyre og sårbare over for selv de mindste fejl. Hertil kommer politisk pres: skiftende regeringer, økonomiske kriser og geopolitiske spændinger kan hurtigt skære i rumbudgetterne. Ikke desto mindre har ESA valgt at gå dybt ind i Artemis-programmet og er dermed ikke bare underleverandør, men reel medvært for ekspeditionerne til Månen.

Hvis den nuværende kurs holder, kan en europæisk astronaut – sandsynligvis Thomas Pesquet – inden for det næste årti gå over i historien som den første repræsentant for kontinentet, der sætter fod på Månen. Og bag hans øjeblik af berømmelse vil der ligge en meget jordnær blanding af industri, politik og ingeniørkunst – et miks, der endelig sikrer Europa en rolle i første række.