Livets søjler fra en verden 400 millioner år tilbage
Langt inden de første træer, græsser eller buske fandtes, var Jordens overflade et fremmed sted. Landet var dækket af lave, beskedne planter der mindede om mos. Og alligevel ragede der ensomme, op til flere meter høje søjler op over det golde landskab — livsvæsener hvis natur stadig holder forskere vågne om natten.
Disse gådefulde organismer kendes fra talrige fossiler, der er opdaget siden det 19. århundrede. Ved første øjekast ligner de stammestykker fra en urskov der aldrig eksisterede. Nogle af disse strukturer kunne overstige 7,5 meters højde — svarende til en moderne bygning på flere etager.
Mærkelige kolosser ingen kunne placere
Det bemærkelsesværdige var, at der næsten ikke voksede noget omkring disse giganter. Den daværende landvegetation var primitiv og lav, så de ensomme søjler må langvejsfra have lignet spredte master på nøgen, fugtig jord. Allerede de første geologer der stødte på disse levn, fornemmede at de stod over for noget usædvanligt.
Fossilerne viser enorme, cylindriske strukturer med et indre tværsnit oversået med uregelmæssige pletter og bånd, der ikke lader sig indpasse i nogen kendte gruppe af organismer i dag.
I en periode troede man simpelthen at de var meget gamle nåletræer. Det navn man gav dem i det 19. århundrede var faktisk en reference til taks-træet. Men efterhånden stod det klart at dette var en blindgyde — fossilerne passer ikke til træer i nogen biologisk fornuftig forstand.
Hverken træ eller typisk svamp — hvad er de så?
I årtier konkurrerede to teorier om forklaringen. Den ene mente at disse giganter var en form for enorme landsvampe. Den anden hævdede at de tilhørte en helt separat gren af livet, som ikke overlevede til vores tid. Nyere analyser peger stadig stærkere i retning af den anden forklaring.
Forskere sammenlignede fossilerne med velbevarede, kendte svampe fra de samme geologiske lag. Under mikroskopet ses et netværk af tynde rør der minder om svampemyceliets tråde — og det var netop dette der i årevis nærede hypotesen om den "gigantiske svamp". Men forskellene viste sig at være for store til at ignorere.
- "Trådene" inde i kolosserne forgrener sig kaotisk, uden den systematiske opbygning der kendetegner svampe.
- Der er ingen tydelige strukturer svarende til kendte plante- eller svampevæv.
- Prøverne indeholder ingen spor af kitin — det stof der opbygger cellevæggene hos de fleste svampe.
Det sidste punkt er særligt påfaldende. I andre svampefossiler fra de samme fund kan kitin påvises uden problemer. Hvis det mangler i de gigantiske søjler, er noget her bestemt ikke "svampeagtigt".
Analyserne tyder på at vi har at gøre med en organisme der kun overfladisk ligner en svamp, men er bygget efter et helt andet biologisk princip.
En tabt gren af livets træ?
Stadig flere specialister overvejer det scenarie at de mystiske kolosser repræsenterer en livsform der er fuldstændig uddød. Det handler ikke nødvendigvis om én enkelt art, men potentielt om en hel "orden" eller måske endda et helt "rige" af organismer, der fungerede i millioner af år og derefter forsvandt uden at efterlade nære slægtninge.
Det er en stærk påstand, og nogle forskere er mere forsigtige. Ifølge en mere konservativ tolkning kunne giganten have været en svamp i meget løs forstand — en repræsentant for en ekstremt anderledes, nu fuldstændig uddød svampegren, så fremmedartet at den er svær at sammenligne med noget nutidigt.
Begge fortolkninger deler én grundlæggende tanke: i fortiden fandtes der livsformer på Jorden der ikke passer bekvemt ind i skolebøgernes tabeller over "plante – dyr – svamp". Sådanne organismer minder os om at det vi i dag anser for "normalt", blot er en forbigående tilstand i planetens lange historie.
Hvordan levede en gigant på et næsten tomt kontinent?
Det er stadig et mysterium hvordan disse kolosser fungerede i datidens økosystem. De fleste forskere hælder til den opfattelse at de spillede en rolle der ligner nutidens svampes nedbrydning af dødt organisk materiale. De ville altså have hentet energi fra rester af planter og mikroorganismer i stedet for at fotosyntisere som planter.
Problemet er at den daværende plantedække var meget sparsomt. På land herskede lave, primitive organismer der mindede om mosser, og større karplanter var kun lige begyndt at dukke op. Spørgsmålet er om det var nok til at ernære så imponerende store strukturer.
| Egenskab | Typisk svamp | Mystisk gigant |
|---|---|---|
| Indre opbygning | Ordnet netværk af hyfetråde | Kaotisk forgrenede rør |
| Cellevæggens sammensætning | Kitin til stede | Ingen påviselig kitin |
| Rolle i økosystemet | Nedbrydning af organisk materiale | Sandsynlig nedbryder, detaljer uklare |
| Højde | Typisk under 1 meter | Op til over 7,5 meter |
Nogle forskere mistænker at kolosserne kan have dannet et vidtforgrenet netværk af underjordiske strukturer der "samlede" næringsstoffer fra et stort område. En sådan opbygning ville øge chancerne for at samle nok energi til at opretholde en så imponerende højde.
En verden uden træer, med én dominerende gigant
I denne periode var landmasserne kun lige begyndt at blive koloniseret af flercellede organismer. Der fandtes endnu ingen skovklædte kontinenter — landskabet var domineret af stenede, fugtige vidder med pletter af lav vegetation. I sådanne omgivelser måtte de gigantiske, lodrette strukturer have været et markant element i horisonten.
Modeller over datidens økosystemer forsøger at indregne disse organismers tilstedeværelse. Hvis de virkelig nedbrød organisk materiale i stor skala, kan de have påvirket kulstofkredsløbet og jordens kemiske sammensætning. Det ville til gengæld have banet vejen for nye plantegrupper der udnyttede det langsomt berigede underlag.
Det er muligt at uden disse mystiske giganter ville udviklingen af de første skove have set helt anderledes ud, og landplanternes kolonisering af kontinenterne ville have været betydeligt forsinket.
På et tidspunkt gik historien videre. Højere planter trådte ind på scenen, og siden fulgte træerne. De kolosser der i millioner af år havde domineret urtidslandskabet forsvandt. De ses ikke længere i yngre geologiske lag, og nutidens biosfære bærer ingen spor af deres direkte efterkommere.
Hvorfor disse fossiler fascinerer forskerne så meget
Striden om disse organismers natur har stået på i over 150 år, og der er intet der tyder på en hurtig afklaring. Problemet er at forskerne forsøger at beskrive noget der ikke har nogen god modpart i nutidens natur. De redskaber og kategorier der er skabt til at studere planter eller svampe, er simpelthen ikke tilstrækkelige her.
Kemiske og strukturelle analyser indsnævrer løbende feltet af muligheder, men giver ingen entydig etiket. I en vis forstand føjer hvert nyt videnskabeligt arbejde én sten til billedet af en organisme hvis fulde historie vi måske aldrig vil kende.
For evolutionsbiologer er dette en særligt interessant sag. Den viser at livets træ har mange grene vi kun kender fra enkelte, fragmentariske fossil-vidnesbyrd. Hvis der faktisk er tale om en separat type komplekst liv, betyder det at Jorden i fortiden husede en langt større mangfoldighed af livsformer end den vi observerer i dag.
Hvad dette ændrer i vores forståelse af liv på Jorden
Historien om disse forhistoriske giganter påvirker grundlæggende den måde vi tænker på grænser mellem de store grupper af organismer. I skolen lærer vi et par enkle kategorier, men den geologiske historie viser at naturen ikke altid følger vores skemaer. Mellem de kendte riger kan der have eksisteret mellemformer eller helt adskilte "eksperimentelle livslinjer" der med tiden uddøde.
Sådanne tilfælde er også værdifulde af en anden grund: de minder os om at det vi ser i dag, kun er et smalt udsnit af biologiens muligheder. Når astrobiologer spekulerer over hvordan liv på andre planeter kunne se ud, behøver de ikke begrænse sig til planter, dyr og almindelige svampe. Eksemplet med disse kolosser antyder at listen af muligheder er langt længere — selv her på Jorden, blot nogle geologiske epoker tilbage i tiden.
