Denne europæer vil sandsynligvis som den første sætte fod på Månen

Europa har fået mere end en invitation – det har fået en reel chance

Bag kulisserne i det internationale rumprogram er der truffet en beslutning, der kan omskrive Europas plads i historien om bemandede rumrejser. Takket være en ny aftale med NASA vil europæiske astronauter ikke blot flyve i nærheden af Månen – en af dem kan faktisk komme til at røre dens overflade. Og der er allerede én klar favorit.

Europa er blevet en uundværlig partner i Artemis-programmet

Artemis-programmet skal bringe mennesker tilbage til Månen for første gang siden Apollo-missionerne i 1960'erne og 70'erne. Denne gang handler USA ikke alene. NASA har opbygget projektet som et internationalt samarbejde, og Den Europæiske Rumorganisation (ESA) er blevet en af de bærende søjler.

Til gengæld for konkrete, yderst kostbare og teknisk komplekse komponenter har Europa forhandlet sig til pladser til sine astronauter i besætningerne på måneflyrejser. Mekanismen er såkaldt barter – en ren udveksling: udstyr og teknologi mod en sæde i rumfartøjet.

Uden det nøglemodul, der bygges i Europa, ville Orion-kapslens ikke engang nå Månens kredsløb. Det vender magtforholdet mellem NASA og ESA på hovedet.

Kernen i det europæiske bidrag er European Service Module (ESM), som monteres bag på Orion-kapslen. Det er ansvarligt for:

• fremdrift og banekorrektionsteknik,
• levering af elektrisk energi,
• termisk styring – altså opretholdelse af de rette temperaturer,
• opbevaring af brændstof, vand og reservedele.

Sagt på en anden måde: hvis Orion er bilen, så er ESM på én gang motoren, tanken, kølesystemet og generatoren. Uden den er en bemandet flyvning til Månens omgivelser simpelthen umulig.

Gateway – en kosmisk mellemstation, hvor Europa er i centrum

Et andet område, hvor Europa spiller en afgørende rolle, er den orbitale station Gateway. Det er en mindre udgave af Den Internationale Rumstation, men den kredser om Månen frem for Jorden. Den skal fungere som opholdssted for besætninger, lager for udstyr og afsætningspunkt for landingsfartøjer.

ESA har forpligtet sig til at bygge to kritiske elementer af Gateway:

• I-Hab – et beboelsesmodul, hvor astronauterne vil leve og arbejde,
• Esprit – et forsyningsmodul med ansvar for brændstof, kommunikation og lasthåndtering.

Bag denne tekniske puslespil ligger et klart politisk resultat: amerikanerne og europæerne er blevet enige om, at mindst tre ESA-astronauter skal flyve til Gateway, og scenariet med en europæer på Månens overflade er holdt op med at være en drøm – det er nu en konkret arbejdsplan.

Tre garanterede pladser til europæere på flyvninger i nærheden af Månen og en voksende chance for, at én af dem faktisk lander på overfladen.

Hvem fra Europa vil som første røre månens jord?

Nu hvor Europa har sikret sig en plads ved det månare bord, er spørgsmålet: hvem tager rumdragt på og flyver? ESA giver klart udtryk for, at de første missioner vil indebære brutal udvælgelse.

Indsatsen er enorm, risikoen overvældende og kravene maksimale. Tre ting tæller:

• erfaring fra langvarige rumflyvninger,
• dokumenterede kommandofærdigheder,
• fysisk og psykisk robusthed under ekstreme forhold.

Den nye generation af ESA-astronauter – som blandt andre inkluderer den franske testpilot Sophie Adenot – udgør i høj grad kandidater til programmets senere faser. I første omgang vil NASA og ESA søge efter erfarne kræfter med måneder i kredsløb bag sig og erfaring med reelle nødsituationer.

Thomas Pesquet – den naturlige kandidat nummer ét

Ét navn stikker klart ud på listen. Det er Thomas Pesquet, i dag den mest erfarne aktive astronaut i ESA.

Pesquet har to langvarige missioner på Den Internationale Rumstation på sit cv. Under en af dem fungerede han som stationens kommandør – en sjælden ære for en astronaut uden for USA. Han har tilbragt over et år i rummet, gennemført videnskabelige eksperimenter, foretaget rumvandringer og opretholdt en enorm synlighed på Jorden.

Den mest erfarne aktive ESA-astronaut, tidligere ISS-kommandør, teknisk specialist anerkendt og værdsat af NASA – det er en profil, der passer perfekt til den ideelle kandidat.

Den franske rumorganisation og ESA tier officielt. Ingen ønsker at afgive erklæringer, før NASA har tildelt besætninger til specifikke missioner. Ikke desto mindre peger meget på, at den interne planlægning allerede nu regner med Pesquet som favorit til den første europæiske månmission.

Argumenterne taler for ham:

• dokumenteret erfaring med at lede et stort, internationalt hold,
• høj genkendelsesgrad i Europa, hvilket har politisk og symbolsk betydning,
• velfungerende arbejdsforhold med NASA, opbygget under ISS-missionerne,
• alder og fysisk form, der muliggør deltagelse i en krævende mission omkring 2030.

Hvad ser Artemis-flyplanen ud til at være?

Artemis-programmet er en serie missioner, der trin for trin skal opbygge en permanent menneskelig tilstedeværelse i nærheden af Månen. Den officielle tidsplan er allerede forskudt adskillige gange, men den overordnede struktur er forblevet nogenlunde den samme.

Mest omtalt er Artemis IV, planlagt til omkring 2028. Det er netop da, at I-Hab-modulet skal nå Gateway – den største enkeltkomponent leveret af Europa.

Ud fra et politisk og symbolsk synspunkt er det svært at forestille sig, at denne besætning ikke vil inkludere en ESA-repræsentant. Det er den perfekte ramme til at vise, at Europa ikke blot betaler for udstyret, men rent faktisk drager fordel af det gennem sine egne astronauter.

Artemis IV fremstår i dag som det mest sandsynlige startvindue for den første europæer ved Månen – og måske det første skridt mod en egentlig landing.

Træning i Köln er allerede rettet mod Månen

Europæiske astronauter forbereder sig på dette scenarie ved ESA's træningscenter i Köln. Træningsprogrammet forskyder gradvist fokus fra typisk jordkredsbanebaserede opgaver til månoperationer.

I programmet indgår blandt andet:

• svigtsscenarier under tilgang til Gateway,
• procedurer for dokking af moduler, herunder I-Hab,
• simulationer af arbejde med forsinket kommunikation til Jorden,
• opgaver relateret til forberedelse af besætningen til nedstigning til overfladen.

Det er et klart signal om, at ESA ikke planlægger blot at være udstyrsleverandør, men en reel operatør af dele af missionerne i det månare rum.

Hvad betyder sådanne missioner for almindelige europæere?

For den gennemsnitlige skatteyder kan visionen om én astronaut på Månen lyde abstrakt. I praksis driver programmer af denne type hele erhvervssektorer – fra virksomheder, der leverer kompositmaterialer, til forskning i nye energisystemer, kommunikation og rumfartsmedicin.

For eksempel kan teknologier brugt i European Service Module i fremtiden finde vej til:

• energistyringssystemer i satellitter og fly,
• køleløsninger til supercomputere og datacentre,
• nye typer batterier og energilagring til vedvarende energi.

Et sådant projekt har også enorm symbolsk vægt. Unge mennesker ser, at en karriere som ingeniør, fysiker eller astronaut ikke længere er forbeholdt USA eller Rusland. Det afspejler sig ofte i studievalg og driver siden hen udviklingen af hele teknologibrancher i Europa.

I baggrunden lurer dog udfordringerne. Månflyvninger er ekstremt dyre og særdeles sårbare over for fejl. Hertil kommer politisk pres: skiftende regeringer, økonomiske kriser og geopolitiske spændinger kan let barbere rumbudgetter ned. Alligevel har ESA valgt at engagere sig dybt i Artemis-programmet – ikke blot som underleverandør, men som reel medarrangør af ekspeditionerne i det månare rum.

Hvis den nuværende kurs holder, kan en europæisk astronaut – sandsynligvis Thomas Pesquet – inden for det næste årti gå over i historien som den første repræsentant for kontinentet, der sætter fod på Månen. Og bag hans øjeblik af berømmelse vil der stå en meget jordnær blanding af industri, politik og ingeniørkunst – en blanding, hvor Europa endelig ophører med at spille en birolle.